Hvorfor vil Hollywood ikke hylde ’Pose’s transkvinder?

Emmy Awards 2020 er en mere racediversificeret affære end nogensinde. Men institutionens kønsbias lever ikke desto mindre videre i bedste velgående.
Hvorfor vil Hollywood ikke hylde ’Pose’s transkvinder?
Mj Rodriguez i Ryan Murphys 'Pose'.

’Game of Throne’ og ’Chernobyl’s sejrsæsoner til trods har Emmy Awards – tv-lands svar på Oscar-uddelingen – i mange år haft ry for at være en lettere oldekold’et affære; En prisfest uddelt af amerikanske branchefolk med en insisterende kærlighed for »bløde«, kommercielle hits a la ’Modern Family’ og tåreperserdramaet ’This is Us’.

Dette års nomineringer, offentliggjort i sidste uge, syntes imidlertid at indvarsle (spæde) nye tider, idet en række yngre håb som Zendaya, Ramy Youssef og Shira Haas brillerer på tværs af kategorier, og Damon Lindelofs dystopiske racekommentar/superhelteserie ’Watchmen’ noget overraskende blev topscorer med 26 nomineringer.

Det er glædeligt – og ditto positivt, at Emmy 2020 har tilgodeset det største antal sorte skuespillere til dato, med 35 ud af 102 mulige skuespillernomineringer (skønt latino-navne fortsat kæmper).

Endvidere skal der lyde et begejstret shoutout til serieskaber og skuespiller Rain Valdez fra webserien ’Razor Tongue’, hvis nominering i kategorien Bedste kvindelige skuespiller i en kortform komedie- eller dramaserie markerer anden gang i historien, at en transkvinde er blevet Emmy-nomineret (Laverne Cox fra ’Orange is the New Black’ blev den første i 2017).

Rain Valdez i ‘Razor Tounge’.

Men her må der så også lyde et stort fedt mén.

For hvordan i alverden kan det gå til, at Emmy for andet år i træk komplet ignorerer samtlige storspillende transkvinder i Ryan Murphys fremragende dramaserie ’Pose’?

Mj Rodriguez (Blanca), Dominique Jackson (Elektra) og Angelica Ross (Candy) såvel som non-binære Indya Moore havde alle været værdige nominerede, hvis ikke vindere i kategorierne Bedste kvindelige hovedrolle og bedste kvindelige birolle i en dramaserie – selvsagt med non-binært fortegn for Moore. Fire umådeligt seje, trail blazing talenter, der giver alt hvad de har i en fortælling, der kontinuerligt udvider rammerne for, hvilken type trans- og LGBTQ-historier, der bliver fortalt i Hollywood.

Angelica Ross i ‘Pose’.

For en serie, der hovedsageligt fokuserer på kvinderne i transmiljøets ball-kultur i 1980ernes New York, er det dybt paradoksalt og uomtvisteligt dybt besynderligt, at ’Pose’s eneste mandlige hovedrolle, Billy Porter, også er det eneste castmedlem, der nu to gange er blevet Emmy-nomineret.

Porter leverer et stærkt portræt som sorte, homoseksuelle Pray Tell, der kæmper med en AIDS-diagnose, og hans Emmy-sejr i 2019 var afgjort skelsættende for LGBTQ-skuespillere alle vegne (selvom man kan diskutere, om han reelt set var den bedste i feltet). Men er hans præstation utvetydigt Mj Rodriguez’ overlegen? Det mener jeg ikke. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Porter, som også rapporterede fra den røde løber ved årets Oscar, på kort tid er blevet et betydeligt mere mainstream-kendt navn end kollegerne,

Med mindre en lyssky Emmy-repræsentations-mafia fører regnskab med antallet af nominerede LGBTQ-karakterer, bør den enes nominering naturligvis ikke udelukke det resterende casts chancer. Og alligevel er det præcis dét uheldige kvote-indtryk, man får.

Emmy Awards 2020 har taget flere skridt i den rigtige retning mod større fokus på unge generationer og en bredere repræsentation af ikke-hvide performere og serieskabere. Så meget desto mere ærgerligt er det, at institutionens hierakibaserede kønsbias igen parkerer transkvinder og non-binære talenter i kulissen.

Emmy Awards løber af stablen 21. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af