’Da 5 Bloods’: Spike Lees nye Netflix-film forpasser chancen for et historisk momentum i kølvandet på George Floyd
Gik du også og troede, man ikke kunne lave en krydsning af ’Apocalypse Now’ og ’Gnavne Gamle Mænd’? En sådan film er ’Da 5 Bloods’ omtrent.
Spike Lees 31. joint (sådan omtaler han konsekvent sine film) kan ikke måle sig med hverken klassikeren ’Do The Right Thing’ eller hans seneste, den Oscar-vindende ’BlacKkKlansman’
’Da 5 Bloods’ introducerer os for en gruppe sorte, aldrende vietnamveteraner, der er vendt tilbage til landet, hvor de kæmpede som unge mænd. Missionen er at lokalisere og hjembringe deres faldne delingsleder, den karismatiske Norm (’Black Panther’ Chadwick Boseman), som vi møder i en række flashbacks. Der er også en kuffert fuld af guldbarrer gemt i junglen, som gruppen knap 50 år tidligere efterlod, og som nu skal forsøde de pensionsmodne ekssoldaters otium.
Filmens begyndelse er jovial, hyggelig, senior-roadtrip-agtig. Med bytur og bralrende potens-pralerier. Paul (Spike Lee-veteranen Delroy Lindo) er den mest problematiske i gruppen. Og det er ikke kun, fordi han har Trumps Make America Great Again-kasket på. Spike Lees film er badet i Marvin Gayes melankolske Motown-soul og minder os om, at der andre afroamerikanere end Kanye West, der faktisk bærer den røde hat frivilligt.
Pauls søn (Jonathan Majors) slutter sig til flokken uden invitation og vil med sin far på gensynsrejsen ind i junglen. En anden af gutterne har, viser det sig, en datter gående rundt i det moderne Vietnam. Moren var dengang prostitueret, i dag en forretningsforbindelse, der sætter de amerikanske veteraner i kontakt med en lyssky europæer (Jean Reno), der skal afsætte guldskatten efterfølgende. Og snart går turen ind i Mørkets Hjerte for de gamle drenge, på jagt efter et gammelt lig og en ladning guld i et usandsynligt eventyr med tiltagende bad vibes.
Snart skifter tonen nemlig fra vemodig næsten-folkekomedie til noget mørkere, helt i ånden fra både Joseph Conrad og Francis Ford Coppola, hvis krigsfilm der alluderes håndfast til undervejs. Det bliver blodigt, nogle gange morsomt, flere gange ganske ubehageligt. For naturligvis er amerikanerne heller ikke denne gang alene i junglen. Krigen lever videre, både i form af junglepirater og idealistiske europæere, der vil rydde de sidste minefælder op. Der er også en smuk franskmand (Mélanie Thierry) blandt sidstnævnte, så Pauls søn ikke kun skal forholde sig til gamle mænd med hofteskred og onde drømme.
Sikken timing! De genopblussede raceuroligheder i kølvandet på George Floyds død vil sandsynligvis give ’Da 5 Bloods’ et større publikum end ’Miracle at St. Anna’, Spike Lees 2008-epos om Anden Verdenskrigs sorte soldater, som ikke engang nåede til Danmark. Og bred eksponering under man gerne den produktive newyorker, der vedholdende har udforsket de temaer, der igen fylder nyhedsstrømmen, som havde 1968 rejst sig fra graven.
Vietnamkrigen blev udkæmpet af rundt regnet en fjerdedel sorte soldater, samtidig med at deres brødre med samme hudfarve blev udsat for skjolde og knipler hjemme i USA, lærer vi i ’Da 5 Bloods’. Men Spike Lee bruger ikke dette paradoks til ret meget. Her er ellers materiale til en afroamerikansk vinklet Vietnam-klassiker, der kunne efterlade støvlemærker på nogle bleghvide baller. ’Da 5 Bloods’ har både excentriske og interessante touches, hvor man genkender auteuren Spike Lee, men træder desværre ikke i karakter som værket, der kan udlægge, hvad der sker lige nu og løfte perspektivet opad og bagud.
Manuskriptet ender i en skududveksling, der mere minder om noget fra en let campet actionfilm. Spike Lee håndterer genrefilm glimrende nu og da – ’Inside Man’ var en veldrejet godbid – men denne gang er der noget, som knaser uhensigtsmæssigt i manuskriptets tandhjul.
Toneskiftene gør filmen til et mærkeligt kludetæppe: krigsfilm, folkekomedie, guldbarrer-røverhistorie, popcorn-action og små dokumentaristiske vignetter kommer ikke for alvor i øjenhøjde med hinanden. Man sidder på én gang overmæt og uafklaret tilbage, når udmattende 155 minutter er rindet ud.
Kort sagt:
’Da 5 Bloods’ ender som en voldelig røverhistorie om en kuffert guld, der lige så godt kunne have udspillet sig mellem en gruppe kridhvide veteraner. En ærgerligt forpasset chance for historisk momentum.