’Hamilton’: Det største musicalfænomen i nyere tid lever op til hypen – selv på skærmen
Hvad jeg dog ikke ville give for at opleve Lin-Manuel Mirandas hiphop-musicalsensation ‘Hamilton’ på Broadway!
Okay, ikke de svimlende 3-18.000 kroner, som en billet kostede, sidst jeg var i New York. Men efter at have set en filmet udgave, optaget med originalcastet i Richard Rodgers Theater på Broadway juni 2016 og instrueret af forestillingens instruktør Thomas Kail, overvejer jeg kraftigt at begynde at spare op. Coronasituationen taget i betragtning har jeg vist god tid.
Indtil da er jeg henrykt over, at Disney+ nu har givet mig og andre dødelige lejlighed til at catche up med den hypede forestilling, der med Mirandas nyskabende tilgang til både historieformidling og teater straks blev et kulturelt fænomen ved sin premiere i 2015: En hiphopmusical om demokrati, idealisme, politiske rænkespil og ambitioner, hvor USA’s (rap)battlende grundlæggere og deres slæng spilles af sorte og brune skuespillere i et statement om inklusion og immigranters bidrag til landet, der er mindst lige så aktuelt nu som for fem år siden.
Filmet teater føles normalt lidt som at stå udenfor og kigge ind gennem vinduet til en fest, man ikke er inviteret til. Min første tanke, da forestillingen går i gang på mit tv, og publikums begejstrede applaus skyller ind over scenen, er da også, hvor ærgerligt det er, at jeg ikke er in the room where it happens, som det bliver sunget i en af musicalens ørehængere. Som coronakrisen har understreget, i hvert fald for mig, kan en skærm ikke erstatte den fysiske liveoplevelse, hvor man mærker og dufter energien og vibrationerne i rummet og klapper, hujer, griner og græder side om side med sine medpublikummer.
Den elektriske energi, som publikum tydeligvis mærker under forestillingen, går delvist tabt i streamingoplevelsen. Men heldigvis kun delvist. Fra forestillingens brag af en åbning med nummeret ‘Alexander Hamilton’, hvor castet på skift indtager en fortællerrolle og ridser Hamiltons baggrund op, er jeg fænget af historien om USA’s oversete medgrundlægger og dybt imponeret over det tekniske niveau i både historiefortælling, ordsmederi, fremførelse, koreografi og den swingende musikalske blanding af klassisk musical, hiphop, r&b, jazz og pop. Det er altså kræs:
»The ten-dollar Founding Father without a father / Got a lot farther by working a lot harder / By being a lot smarter /By being a self-starter / By fourteen, they placed him in charge of a trading charter«, rapper en karismatisk Anthony Ramos knivskarpt i rollen som Hamiltons soldaterkammerat John Laurens om Hamiltons inkarnation af den amerikanske drøm: En forældreløs immigrant uden penge eller forbindelser, der stiger i graderne ved hjælp af lige dele flid, ambitioner, intellekt og karisma.
Vi følger Hamilton (spillet af Miranda selv) fra 1776, hvor han som ung studerende i New York hungrer efter indflydelse (»I’m just like my country/I’m young, scrappy and hungry«) – gennem hans kamp i Den Amerikanske Revolution, der etablerer USA som en føderal republik, til hans politiske arbejde med at forme forfatningen og som landets første finansminister under Præsident George Washington den nye forbundsstat.
Undervejs følger vi både hans møde med og ægteskab med konen Eliza (Phillipa Soo) og hans relationer til politiske venner og rivaler. Mest centralt er hans frenemy-forhold til politikerkollegaen Aaron Burr, der starter med at give Hamilton gode råd (»Talk less, smile more«), men siden bliver dødeligt misundelig på hans succes. Burr bliver spillet af en skønt tvetydig og velsyngende Leslie Odom Jr., der står for musicalens mest rørende øjeblik med oden til sin nyfødte datter i ‘Dear Theodosia’. Han er et højdepunkt sammen med den ultrakarismatiske speedrapper Daveed Diggs, der spiller Jefferson med komisk timing og glimt i øjet.
Selvom der stadig er tale om filmet teater, formår instruktør Thomas Kail at skabe et levende visuelt filmsprog med dynamiske skift mellem kameravinkler, nærbilleder og kranskud af hele scenen. Fordelen ved filmversionen er, at man kommer tæt på skuespillerne og deres følelsesreaktioner på en måde, der er umuligt fra teatertribunen. Med lidt god vilje kan man glæde sig over at have fået de bedste pladser for de færreste penge.
Kort sagt:
Musicalfænomenet ‘Hamilton’ lever op til sin hype, og selvom den filmede version ikke giver samme live-chills, som når man sidder i salen, er det en kæmpe fornøjelse at nyde Lin-Manuel Mirandas mesterligt komponerede og fremførte hiphophistorie, der giver akut trang til at sætte cast-albummet på repeat.