’Paradise’: Ny thrillerserie om mordet på USA’s præsident er dødspændende

’Paradise’: Ny thrillerserie om mordet på USA’s præsident er dødspændende
Sterling K. Brown I 'Paradise' (Foto: Disney+)

Verdens mest magtfulde menneske ligger død på sit soveværelsesgulv, myrdet af en gerningsperson, der ikke efterlader sig spor.

Ingen, hverken vagter eller overvågning, har set noget. Det eneste, man har at gå efter, er en cigaret, som ofret har skrevet en sekscifret kode på. Det hele er meget mordgådemystisk.

Men det er ikke kun spørgsmålet om, hvem der har dræbt USA’s præsident og hvorfor, der lægger til grund for mystikken i thrillerserien ’Paradise’. Der hersker en tyngende gådefuldhed omkring hele det samfund, hvor mordopklaringen nu følger.

Vi er i en nær fremtid, og man hungrer efter at finde ud af, hvad der er gået forud, og hvorfor meget ved den her verden virker off. Det er med til at fastholde en standhaftig suspense, mens præsidentattentatet, til tider lidt langsommeligt, efterforskes over de i alt otte afsnit.

Mordmysteriet udfoldes rundt om hovedpersonen Xavier Collins (Sterling K. Brown), der er vagtchef for præsidenten Cal Bradford, spillet af James Marsden. Collins er den fåmælte, knivskarpe bodyguard, der altid står lige bag præsidenten, og ham, han tiltror sig til i de sene timer. Og så er han den sidste, der så ham i live.

Sterling K. Brown i ‘Paradise’ (Foto: Disney+)

’Paradise’ er i sin kerne tæt beslægtet med den klassiske whodunnit-fortælling, hvor alle peger fingre af hinanden, og ingen stoler på nogen, men vil samtidig være mere end det, både genremæssigt og tematisk. Og langt hen ad vejen lykkes den faktisk fint med den mission.

Den lurende mystik omkring seriens amerikanske samfund giver et originalt præg af nærfremtids-sci-fi, der løbende udforskes. Tankerne ledes hen på fremtidsserier som ’Devs’ og ’Severance’, selvom ’Paradise’ ikke er helt på niveau.

Samtidig favner serieskaber Dan Fogelman – især kendt for melodramaserien ’This Is Us’ – fint det nære drama i relationerne mellem Collins og de øvrige karakterer, der afsnit for afsnit fremlægges gennem flashbacks til en fælles fortid, før noget alvorligt altså ændrede på verdens tilstand og alle deres liv.

Sådan rummer ’Paradise’ også både socialt og samfundskritisk drama, elementer af politisk thriller og tilmed drypvise glimt af både magisk realisme og horror. Det er ambitiøst og ret godt løst, men til tider føles det også, som om man gaber over lidt for meget.

De mange flashbacks er en smart måde løbende at blotlægge de mistænktes baghistorie, og Collins’ relation til dem, men man vil simpelthen hellere følge dramaet i nutiden end at blive hevet tilbage i tiden nok en gang.

Sterling K. Brown, der fik sit store gennembrud i netop ’This Is Us’, er bundsolid i hovedrollen som den observerende, agile agent og får noget nær det maksimale ud af Collins-karakteren. Alt det, han udtrykker med små ansigtstrækninger og sine øjne, gør, at han kommer langt med selv kortfattede replikker som »Yes, Sir« og »I know«.

Da dramaet kommer helt tæt på ham og hans familie, favner han også både sorg og desperation uden at miste det gran af gådefuldhed, som hele tiden holder en på stikkerne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Omkring ham er Marsdens småalkoholiserede, egenrådige præsident et friskt take på præsidentrollen. Julianne Nicholson brillerer sideløbende som den magtfulde, kyniske forretningskvinde Sinatra, hvis overlegenhed langsomt slår sprækker.

’Paradise’ skyder også tematisk løs med budskaber i flere retninger. Det handler om at gøre det rigtige for sine kære og for alle andre, om social arv og mobilitet, om traumer, der spænder på tværs af generationer, og om de magthierarkier og statuskampe, som styrer både seriens og vores samfund.

Det bliver lidt overfladisk og føles pletvist styret af en overamerikaniseret automatpilot.

’Paradise’ er dog stadig et solidt bud på en spændingsserie i en verden under voldsom forandring.


Kort sagt:
’Paradise’ er et vellykket morddrama sat i en dragende og mystisk nær fremtid, som på fængslende– om end lovlig langstrakt – vis udfoldes gennem en stærk hovedkarakter levendegjort af en Sterling K. Brown i topform.

’Paradise’. Serie. Serieskaber: Dan Fogelman. Medvirkende: Sterling K. Brown, James Marsden, Julianne Nicholson. Spilletid: 8 afsnit af ca. 50 min. Premiere: 28. januar på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af