Har man været forbi Soundvenues Instagram Story de seneste uger, har man sikkert lagt mærke til det: Vi – eller rettere: vores brugere – er i fuld gang med at kåre den bedste film om at være ung.
I et turneringsformat, vi kalder Soundvenue Showdown, har 32 film dystet om at nå finalen, og efter to drabelige semifinaler når vi lørdag til den store afgørelse.
I den ene semifinale vandt ‘Superbad’ over ‘Mean Girls’ med 58 vs. 42 procent, mens det i den anden semifinale var en veritabel neglebider. ‘Call Me By Your Name’ vandt med to (!) stemmer over Matt Damon/Ben Affleck-gennembruddet ‘Good Will Hunting’. Tusindvis af brugere deltog.
Og i morgen bør man altså tjekke ind på Soundvenues Story for at gøre sin stemme gældende i den store finale mellem Judd Apatows epokegørende drengestreger i den 14 år gamle ‘Superbad’ og Timothée Chalamet og Armie Hammers sommerromancen i Luca Guadagninos nyklassiker fra 2017.
Undervejs i turneringen har der været både choks og gysere.
Vi tabte kæberne, da ‘Fucking Åmål’ led et sviende sikkert nederlag til graviditetsdramedyen ‘Juno’ allerede i første runde – så meget, at vi måtte skrive en artikel for at hindre, at det svenske mesterværk går i glemmebogen. ‘Juno’, der ellers gennem årene har fået kritik for at billige abortmodstand, nåede i det hele taget forbløffende langt og røg først ud til ‘Superbad’ i kvartfinalen.
Også andre forhåndsfavoritter måtte forlade turneringen i første runde. Larry Clarks kultklassiker ‘Kids’ tabte stort til deres britiske narkomisbrugskolleger i ‘Trainspotting’, der dog i den følgende runde fandt sin overmand i ‘Moonlight’.
Og nogle lidt ældre klassikere havde mere stamina end andre: ‘The Breakfast Club’ udraderede ‘Booksmart’ uden problemer i første runde, mens ‘Dazed and Confused’ til gengæld ikke havde en chance mod ‘Precious’.
‘Moonlight’ var en sikker sejrherre over ‘Boyhood’ og ‘Adéles liv’ suveræn over for ‘Mommy’, men i sidste ende kunne ingen altså hamle op med ‘Superbad’ og ‘Call Me By Your Name’, to meget forskellige film fra to meget forskellige æraer.
Det skal blive spændende at se, hvem der løber med titlen som ‘bedste film om at være ung’ i weekendens Soundvenue Showdown-afgørelse.
Vi følger op!