’Fucking Åmål’ er ved at gå i glemmebogen – vi må ikke lade det ske

I Soundvenues aktuelle Instagram-afstemning om verdens bedste film om at være ung røg Lukas Moodyssons ’Fucking Åmål’ ud med et brag i første runde. Men også ved gensyn tager historien om Agnes og Elin os igennem alle ungdomsfølelser på utroligste vis. Den må og skal leve videre i vores fællesnordiske bevidsthed.
’Fucking Åmål’ er ved at gå i glemmebogen – vi må ikke lade det ske
'Fucking Åmål'. (Foto: Åke Ottosson / Memfis Film)

KOMMENTAR. »For om 25 år… Det er ligesom 25 år. Det findes ikke lige nu«.

Sådan siger den ulykkelige, 16-årige Agnes til sin søde, bløde far, der prøver at trøste teenageren, der føler ensomhed og forkerthed for fuld smadder. Det bliver bedre, lover far. Underforstået: Du skal bare lige udstå de her akavede venne- og kærlighedsløse år. Men Agnes kan ikke vente. Hun vil føle kærlighed og boblende forelske nu.

Sådan er Lukas Moodyssons drømmedebut ’Fucking Åmål’ fra 1998 uforfalsket og inderligt på ungdommens og – ikke mindst – outsiderens side.

I øjeblikket kører Soundvenue en Instagram-turnering, hvor brugerne stemmer om den bedste ungdomsfilm blandt en særligt udvalgt skare på 32 af de mest fremtrædende. I bedste VM-stil er en lang række film blevet elimineret gennem runderne, og finalen står i morgen fredag i Soundvenues Insta-story mellem vinderne af semifinalerne, ’Good Will Hunting’ vs. ’Call Me By Your Name’ og ’Mean Girls’ vs. ’Superbad’.

Men ‘Fucking Åmål’? Den røg ud allerede i første runde, og det var ikke engang tæt løb: Den var oppe imod amerikanske ’Juno’, som fik hele 73 procent af brugerstemmerne. En regulær afklapsning.

Nu er det ganske vist ikke en videnskabelig undersøgelse, men alligevel: Det fik redaktionen til at frygte, om den 23 år gamle svenske perle simpelthen er ved at gå i glemmebogen. Og jeg gør gerne mit for, at det ikke kommer til at ske.

Universel og udtalt queer

Mit dugfriske gensyn med denne personlige ungdomsfavorit har om muligt forstærket min mangeårige og dybe kærlighed til historien om Agnes og Elin mod fucking provins-Åmål. Jeg er i næsegrus beundring for Moodyssons kloge og sjove tag om queer (ud)længsel og andethed i et hvor-som-helst provinshul.

I 1998, da filmen udkom, var jeg 14 år. Nøjagtig som den populære og fandenivoldske Elin (Alexandra Dahlström), der røvkeder sig med alle de rituelle ungdomssysler, Åmål har at byde på. Hun har allerede kysset med alle de knallertsmarte fyre, sneget sig ud om natten og drukket sig sanseløs. Hvorfor kan de ikke knarka eller gå på rave? Arrrrgh!

Anderledes indestængt og forknyt er nytilflytteren Agnes (Rebecca Liljeberg). Hende spejlede jeg mig 1:1 i. Agnes skriver dagbog og dirrende følsomme digte på sin pc og læser længselsfuld Edith Södergran-lyrik. Emo much? Og, nå ja, så er hun altopslugende, svedige håndflader og stjålne blikke-forelsket i Elin.

Fra Soundvenues Instagram Story.

Filmens åbningsscene ikke bare insinuerer, men staver Agnes’ forelskelse for os: klak-klak-klak-klak, siger det klodsede computertastatur, mens Agnes nedfælder sin hemmelige fødselsdagsønskeseddel på det perfekt melankolske teenageværelse:

1. att jag ska slippa ha fest
2. att Elin ska titta på mig
3. att Elin ska bli kär i mig
JAG ÄLSKER ELIN!!!!!!!!!!

Kameraet zoomer helt ind på Agnes’ mutte ansigt og faste blik. Hér er vores heltinde med en (hvad ungdomsfilm anno 1990’erne angik) vildt forfriskende mission: score skolens populære pige. Eller, score er måske så meget sagt. Generte Agnes vil bare gerne ses af Elin. Forstået på den subtilt indforståede og kodede queer-måde: genkendes og genspejles i et ligesindet, lesbisk blik.

Det er på én og samme tid universelt teenage-agtigt og udtalt queer – og dét er ’Fucking Åmål’s allerstørste styrke.

Forrygende oneliners

Som tidsbillede på slut-90’erne er ’Fucking Åmål’ decideret ikonisk. Tænk oversize FILA-sweatshirts, DATE-deodoranter og cargobukser i alle nuancer af beige. Det look holder stadig.

På ungdomsværelserne pryder Leonardo DiCaprio, Nirvana og ishockey-idoler væggene, og soundtrackets lidt tossede mix af tyggegummipop, Broder Daniel, Robyn og svensk jazz er herligt fra start til slut. Heri er der både teenageangst, forfeststemning, forældremusik og ja, verdens bedste sluttekst-nummer i form af Robyns evigt-opløftende ’Show Me Love’.

Inden da kommer vi og ’Fucking Åmål’ hele teenagefølelsesregistret igennem. Du mærker pinligheden helt ned i tåspidserne, da Agnes presses til at invitere alle de venner, hun ikke har, med til sin 16-års fødselsdags’fest’ med kiksede invitationer sat op i Windows 95. Og den akutte angst ved ikke at have nogen at sidde ved siden af i kantinen. Og sommerfuglene i maven, da din hemmelige forelskelse pludselig ringer på din dør. Kvalmen fra den billige hvidvin, du har bællet fra flasken. Og det kildende sug i kroppen fra det første, intense tungekys på bagsædet af en Saab.

‘Fucking Åmål’. (Foto: Åke Ottosson / Memfis Film)

Fordi Moodysson dyrker nærbilledet i nærmest ekstrem grad, føles alt i ’Fucking Åmål’ fortættet, naturligt og ærligt. Alle antydninger af nervøse smil, tårer på spring i øjenkroge og flakkende blikke opsnappes.

Når man ser filmen i dag, fremstår filmsproget nøjagtigt lige så friskt og fornyende, som det gjorde i 1998. Let gullige, håndholdte og kornede billeder er jo blevet fast indslag i alt fra generation Y & Z-fikserede DR3-dokumentarer, eksperimenterende ungdomsfilm (hej ’Team Hurricane’!) og musikvideoer, der svælger i camcorder-æstetikkens taktile nærhed. ’Fucking Åmål’ gjorde det hele i 1998, og den er stadig jävla snygg.

Længe før ’Skam’ ophøjede alting norsk (russebuss, Kødder du mig?, kosegruppa) til allemandseje, stod Lukas Moodyssons svenske oneliners, som ’Fucking Åmål’ er spækket med, i kø for at blive fællesnordisk kult. I munden på særligt Alexandra Dahlströms Elin, der ruller ægte teenage-vrængende på r’erne og jamrer over det meste på en sært charmerende facon, svirper filmens replikker kækt og ungdomsautentisk: »Jag vill knarka!« og »Varför måste vi bo i fucking jävla kuk-Åmål?« får mig stadig til at sprutgrine, så O’boy’en står ud af næsen.

’Fucking Åmål’ balancerer det ægte sjove med indsigtsfuld følsomhed. Den tager helt ung forgabelse og spirende forelskelse seriøst og sætter ikoniske billeder på den følelse af (queer) andethed, teenageliv er gjort af.

Det var en revolutionerende springe-ud historie (lykkelige, lesbiske slutninger er en notorisk sjældenhed) og en mesterlig coming-of-age-fortælling, som alle outsidere, provinstyper og ulykkeligt forelskede kunne spejle sig i. Men måske særligt de generte piger, der læste tungsindig lyrik, skrev dagbog, var vegetarer og gik i ternede skjorter. Og var hemmeligt forelsket i hende den sprudlende og smukke klassekammerat.

Den må for alt i verden ikke blive glemt.

’Fucking Åmål’ kan streames på Filmstriben.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af