KOMMENTAR. I går startede vi på Soundvenue en storslået turnering på Instagram, Soundvenue Showdown, hvor vores brugere stemmer på den bedste film om at være ung. Som i et andet fodbold-VM starter vi med 32 film fordelt på 16 kampe – heriblandt titanopgør som ’Juno’ vs. ’Fucking Åmål’, ’Kids vs. ’Trainspotting’ og ’Mean Girls vs. ’Clueless’ – og på lørdag i næste uge gælder det finalen, før den enlige sejrherre står tilbage.
Da vi skulle udvælge de 32 film, slog det mig, hvor lille bruttopuljen fra vores hjemlige kanter var, i hvert fald når man gerne ville have en overvægt at lidt nyere titler, som et bredt udsnit af vores læsere kan formodes at have et forhold til.
Vi har simpelthen haft forsvindende få danske ungdomsfilmsucceser i dette årtusind, og dansk film er så voksen, at det halve kunne være nok.
I 70’erne og 80’erne var ungdomsfilmen ellers en dansk specialitet, hvor instruktører som Bille August (’Zappa’), Søren Kragh-Jacobsen (’Vil du se min smukke navle’), Morten Arnfred (’Mig og Charly’, ’Johnny Larsen’), Nils Malmros (’Kundskabens træ) og nu skandaliserede Lasse Nielsen (‘La’ os være, ’Du er ikke alene’) skabte empatiske og naturalistiske fortællinger, der tog unges problemer seriøst.
I 90’erne bevægede instruktørerne sig i store træk videre til andre fortællinger, men alligevel kan man godt argumentere for, at nogle af årtiets vigtigste film alligevel indirekte havde en ungdomsnerve i sig: ’Pusher’, ’Let’s Get Lost’, ’Nattevagten’ og ’Blinkende lygter’ (fra indgangen til det næste årti) handlede godt nok om mennesker i den sene del af deres ungdom, men deres tematikker og nerve hører alligevel umiskendeligt den yngre del af livet til, og deres publikum var utvivlsomt også primært folk i den yngre del af befolkningen.
00’ernes centrale danske film handlede i al sin væsentlighed om voksne mennesker og emner, fra ’Italiensk for begyndere’ over ’Elsker dig for evigt’, ’Bænken’, ’Arven’, ’Dogville’, ’Kongekabale’ og ’Flammen & Citronen’. Meget sigende handlede ’Pusher 2’ om, at Tonny skulle lære at være far. Den mest markante undtagelse er Christina Rosendahls ’Supervoksen’, der blev et gedigent hit, men kunne fortjene at stå stærkere i bevidstheden i dag.
Mærkatet skræmmer
Tendensen fortsatte op gennem 10’erne med ’Klovn’, ’Hævnen’, ’En kongelig affære’, Jussi-filmene, ’Kapringen’, ’Underverden’, ’Under sandet’, ’Jagten’, ’En frygtelig kvinde’ og ’Dronningen’: De store danske film behandler modne sager som parforhold, børn og krig.
Sidste år var der islæt af coming of age-tematikker i ’En helt almindelig familie’, ’Kød og blod’ og ’Blokhavn’, men egentlige ungdomsfilm er de ikke.
Der har indimellem været rigtigt gode danske ungdomsfilm: Kaspar Munks ’Hold om mig’ (2010) og ’You & Me Forever’ (2012) excellerede i naturalistisk spil, Rasmus Heisterbergs ’I blodet’ (2016) var en følsom københavnerfortælling, ’Team Hurricane’ en stilistisk nybrydende quasi-dokumentar, og Martin Skovbjergs ’Brakland’ forenede zeitgeisty energi med følsomheden fra 70’erne.
Men fælles for dem alle er, at de er forblevet nicheprodukter. Ingen af dem har – desværre – skabt skvulp i en bredere populærkulturel sammenhæng. Her skal vi kigge mod ’Ternet Ninja’ for at finde en film med masseappel og unge figurer i hovedrollerne, og alt andet lige er Anders Matthesens megasællert mere en børne- end en ungdomsfilm.
De egentlige ungdomsfilm synes at have det til fælles, at de ikke rigtigt fanger de unge, men mest høster roser fra voksne, der enten opfyldes af længsel efter rynkefri tider eller ser filmene som fascinerende kighuller til en eksotisk verden, de ikke længere forstår.
Mærkatet ungdomsfilm skræmmer sandsynligvis i sig selv, det lugter for meget af enten pegefingertunge problemfilm eller af granvoksne mænd, der lidt for hårdt prøver at vise, at de forstår de unge i dag.
Serierne rykker
Jeg efterlyser derfor ikke flere danske ungdomsfilm, men flere og bedre danske film, der simpelthen handler om unge liv. Man kan jo passende kaste øjnene mod tv, hvor den slags har kronede dage. Fra ’Skam’ til ’Euphoria’ og ’Doggystyle’ og ’Centrum’ herhjemme er dygtige filmskabere lykkedes med at skabe historier, der rammer i øjenhøjde, favner bredt og ikke går på kompromis med kvaliteten.
Hvorfor halter danske film så håbløst bagefter, når det kommer til film, man som 14-, 17- eller 22-årig ikke ville gide at se med sine forældre? Som man ville betragte som sine egne?
Måske hænger det sammen med, at adgangen til de større filmbudgetter tilfalder instruktører og manusforfattere, der har været i gang i så mange år, at deres ungdom efterhånden er en fjern og nostalgisk fortid. Det giver mening, at 51-årige Thomas Vinterberg laver en film om midtvejskriseramte mænd og ikke om teenageårenes forelskelser (paradoksalt nok er ’Druk’ måske den danske film fra de seneste år, der med sit gymnasieudgangspunkt mest direkte tapper ind i den danske ungdom).
Når man kigger på, hvilke film der de seneste år har fået støtte fra Det Danske Filminstituts støttepulje dedikeret til børne- og ungdomsfilm (som er en afgørende finansieringskilde, hvis man vil have en film ud over rampen), er der mange gode titler iblandt, men også forbløffende få egentlige ungdomsfilm (meget kan man sige om Fenar Ahmads ’Underverden’ med dengang 40-årige Dar Salim i hovedrollen, men en historie om at være ung er det ikke).
Er der så få gode ideer til historier om de formative år, at man må bøje kategorien på grænsen til det meningsfulde, eller er risikovilligheden bare for lille?
Måske er det mere umiddelbare tv-medie med korte afsnit og små budgetter bare mere egnet til at lade unge filmskabere reflektere tidsånden. Modtageligheden og fleksibiliteten synes i hvert fald at være større. I dag har HBO premiere på ungdomsserien ’Generation’ skrevet af den blot 19-årige Zelda Barnz (sammen med hendes manusforfatterfar). Jeg er ikke udelt begejstret for serien, men dens energi og modet i tilblivelsesprocessen ville jeg dø for at se replikeret herhjemme.
I vores Soundvenue Showdown-felt inkluderede vi i sidste ende to danske film. Den ene er ældre end mig og den anden en dokumentarfilm: Nils Malmros’ ‘Kundskabens træ’ fra 1981, som stadig er fast skolepensum, og Emil Næsby Hansens dokumentarfilm ’Skjold & Isabel’, der med CPH:DOX-festivalen som affyringsrampe i 2018 fik en flig af den massedyrkelse, som de danske fiktionsungdomsfilm ellers kun kan drømme om.
Det er da dødærgerligt, at man kun vender sig mod amerikanske highschool-serier, DR3 og sociale medier, når man vil have noget at spejle sig i, mens man går i gymnasiet eller famler rundt i sine 20’ere.
Og lige så ærgerligt er det, at dansk film risikerer at blive et sort hul for landets unge, der er for store til ternede ninjaer, men en verden fra Mads Mikkelsens eksistentielle spleen.