Spoilers for de første to sæsoner af ’Doggystyle’ på DR.dk.
Det kom som en velkommen overraskelse, da DR til vores store guide til årets mest ventede danske serier kunne bekræfte, at ja, der kommer søreme en tredje sæson ’Doggystyle’.
Aka. den mest sete webserie på DR.dk til dato, hvis første sæson i 2018 satte en fed streg under, at der Skam også kan laves sprudlende originale, uundværlige ungdomsserier fra allerøverste hylde i Danmark (vores anmelder kastede fem funklende stjerner efter både sæson 1 og sæson 2).
Anden sæsons fornemme finale i 2019 lignede et oplagt farvel til serien, da hovedpersonen Asta (Rosemarie Mosbæk) og BFF Jose (Josephine Park) valgte venindeskabet over forholdsdramaer og drog på interrail sammen. »Et kærlighedsbrev til alle os hovedløse kyllinger«, skrev undertegnede selv i en ode til slutningen, men nu vender Asta og Jose fra Havnebyen på Sjællands Odde alligevel tilbage til skærmen en sidste gang.
Og hvad kan vi så vente os af tredje sæson?
Vi fangede serieskaber Anna Emma Haudal, der lige nu er i fuld gang med at skrive sæsonen, på en telefon ude i vinterlandet:
»Astas liv har taget en drejning siden sidst, ligesom vores også har det under corona. Men udfordringen er, at serien stadig udspiller sig i 2018, så jeg kan ikke bruge corona til noget som helst i historien. Det ville heller ikke helt have passet til serien«, fortæller Haudal.
»Jeg sidder og skriver lige nu, så selvom jeg må indrømme, at jeg godt ved, hvor Asta skal lande, kan jeg ikke fortælle ret meget om indholdet endnu. Men vi kommer til at være meget mere sammen med Jose. Hun kommer til at fylde 50 procent, så hun deler hovedrollen med Asta.
I en tredje sæson synes mange tit, at det er sjovt at gøre noget helt nyt. Hvor nogen derfor laver musicals eller store begivenheder som bryllupper og fødsler, så er jeg selv meget mere interesseret i karakterer og i at komme et nøk dybere ned i nogle af birollerne. Og derigennem måske lave nogle utraditionelle POV-skift, hvor vi i et enkelt afsnit for eksempel kan komme med hjem hos en karakter, som vi normalt ikke har fulgt på den måde«.
Hvordan samler tredje sæson op på sæson 2’s finale?
»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Asta og Jose tog på interrail i slutningen af sæson 2. Der er ikke nogen tvivl om, at jeg gerne ville have været med på den tur, men det er svært at få til at gå op rent praktisk nu med corona. Så der kom et dramatisk benspænd. Faktisk gør det dog skrivearbejdet federe, for måske var det også for oplagt at komme med på rejsen.
Jeg tror, det er sundt med en udfordring, for det holder mig fast i den arena, vi kender, som jeg så skal åbne op for nye vinkler. For mig er det en proces helt ind i klipperummet. Det ændrer sig hele tiden, så det kan stadig nå at stikke i mange retninger. Der sker også noget, når skuespillerne vender tilbage til deres karakterer. Havde vi været på interrail, ville serien fortsat have været fortalt ud fra Astas mindset, og det, der skal ske, er i virkeligheden det omvendte, for at vi kan få hende derhen, hvor hun skal lande«.
Efter anden sæson var du gæst i vores podcast Soundvenue Streamer, hvor du sagde, at et krav for at lave tredje sæson ville være, at DR gav dig et større budget at arbejde med. Har du fået det igennem?
»Budgettet har løftet sig en smule, ja. Det handler først og fremmest om, at vi vil kunne give skuespillerne en lille lønstigning. Men det har også givet os lidt mere optagetid, så hvor vi i første sæson måske kun havde budget til ét take af hver scene, har vi her mulighed for at lave tre takes. Og det er altså super dejligt, at klipperen har noget at vælge imellem! Men serien er jo stadig super, super low-budget«.
Hvor mange afsnit kan vi se frem til denne gang?
»Formatet skifter lidt. I første sæson lavede jeg ti afsnit af cirka 15 minutter. Sæson 2 var otte afsnit af cirka 20 minutter, og nu bliver det så seks afsnit af cirka 30 minutter. I anden sæson var det virkelig dejligt at lave lidt længere afsnit, for når man lærer karaktererne bedre at kende, vil man gerne have mere tid til at fortælle historien«.
Så hvis du laver en fjerde sæson, bliver det fire afsnit af 40 minutter!
»Haha, jeg tror ikke, at jeg kommer til at lave en fjerde sæson. Man ved jo aldrig, hvad DR finder på, men så bliver det uden mig. Jeg skal videre, så derfor føles tredje sæson også som en vigtig afslutning.
Oprindeligt var vi slet ikke sikre på, at der overhovedet skulle komme en tredje sæson, men det føltes alligevel ikke helt rigtigt at efterlade den dér. Jeg blev nødt til at vende tilbage og give den en lille tand mere. Det er lidt syret, for jeg har lige brugt et år på at lave min første spillefilm, ’Venuseffekten’, som jeg er ved at færdiggøre, samtidig med at jeg skriver på ’Doggystyle’.
Men ’Doggystyle’ når faktisk at udkomme på DR.dk, før filmen får biografpremiere. På en måde er det meget sjovt, at seriens univers nu bliver afsluttet, før jeg åbner et nyt filmunivers op for publikum«.
’Doggystyle’ sæson 3 får premiere på DR.dk til november.