’Euphoria’s to særafsnit: HBO’s enestående ungdomsserie fortsætter med at skubbe grænserne

’Euphoria’s to særafsnit: HBO’s enestående ungdomsserie fortsætter med at skubbe grænserne
Hunter Schafer i 'Euphoria'.

Første sæson af ’Euphoria’ viste, at den var helt sin egen: Da Rue underviste i at tage dick pics, da hun påstod, at »nudes are the currency of love«, da serien gengav Kats fanfiction om Harry Styles’ og Louis Tomlinsons affære, og da Maddie tog til karneval i outfittet for at hævne sig på Nate, var der ingen tvivl om, at den havde en særegen stil.

At den samtidig troværdigt tog emner op som seksuelle overgreb, hævnporno, giftige kønsroller, stofmisbrug og den specifikke følelse af ængstelighed, der kommer med at vokse op i det 21. århundrede, gjorde den enestående.

Men seriens skaber, forfatter og medinstruktør Sam Levinson er slet ikke færdig. Mens vi stadig har anden sæson i vente, har vi fået to bittersøde specialafsnit, som udspiller sig ved juletid, og som er optaget under de forhold, coronarestriktionerne tillader.

Restriktioner emmer selvfølgelig af kompromisser, og de to afsnit minder heller ikke om det ’Euphoria’, vi kender. Rues monotone, depressive voice over er væk og med den hendes apatiske, men præcise beskrivelser af det store persongalleri og alt det, de oplever. I stedet er der kun Rue og Jules og, for første gang, to voksne, som faktisk lytter og hjælper og forsøger at prikke hul på deres bobler af bortforklaringer og selvfornægtelse og tvinger dem til at sige, hvordan de ægte har det.

Hunter Schafer og Zendaya i ‘Euphoria’s første særafsnit. (Foto: HBO)

I første afsnit, ’Trouble Don’t Last Always’, sidder Rue over for den tidligere misbruger Ali. Hun er i live – et spørgsmål sæsonafslutningens mystiske musicalnummer efterlod åbent – men ikke længere stoffri, og det er et ny lavpunkt, som hun sidder der med en stak pandekager over for sin sponsor på en diner juleaften. Først er samtalen afmålt. Rue vil have Ali til at tro, hun har det fint, at hun har fundet en »balance«. Den køber Ali ikke, men det tager ham mange forsøg at nå til det punkt, hvor hun vil indrømme det.

I ’Fuck Anyone Who’s Not a Sea Blob’ sidder Jules i sin psykologs sofa. Ligesom Rue er Jules sat tilbage til start, det vil sige vendt hjem efter sit forsøg på at løbe hjemmefra, og har nu stuearrest og er tvunget til at gå i terapi. Hun er først tøvende, hun ender med at fortælle om sit forhold til at være transkønnet, om at være forelsket i en internetflirt, hun aldrig har mødt, og om sit forhold til sin mor – detaljer om Jules’ liv i den periode, første sæson handler om, som vi ikke har hørt før.

Afsnittene er simpelt sat op: De er begge blot to lange samtaler. Men den slags snakke er svære. Det er svært at sige det rigtige, det kan være svært at sige noget overhovedet. Især er det svært, når man er ung, og alle de ting, man siger og mærker, er første gang, man siger og mærker dem.

Zendaya i ‘Euphoria’. (Foto: HBO)

Alt det rodede og famlende og hårde, de afvigende svar og det afvisende kropssprog, gengiver Levinson til perfektion. Alle mellemregningerne og blindgyderne i samtalerne virker så oprigtige og naturlige, som de langsomt bevæger sig mod det, der gør allermest ondt, og som Rue og Jules gerne vil undgå at snakke om.

Undervejs kommer de omkring, hvordan Jules ser transkønnethed som noget spirituelt, noget der foregår inde i hende og ikke har noget med omverdenen at gøre. De taler om, hvorfor Rue tager stoffer, hvor det kommer fra, og hvordan det at være misbruger er en sygdom, som Rue må finde en måde at leve med. Der samler sig en overflod af kloge og følsomme betragtninger, som aldrig føles belærende eller som om, at nu skal de voksne forklare dem alt det, teenagere ikke forstår.

Hunter Schafer i ‘Euphoria’. (Foto: HBO)

Det virker ellers umiddelbart, som om man forråder serien, der indtil nu udelt har fokuseret på de unge hovedpersoner og deres oplevelser, når man introducerer to voksne, lade dem føre ordet og lade samtalerne være det filter, vi ser Rue og Jules igennem. Men at vie to hele afsnit til at granske deres følelser er en anden form for udelt opmærksomhed. Særligt når de bliver gransket med så stor indsigt og alvor af Levinson og Schafer, der selv er krediteret som medforfatter på Jules-afsnittet, og formidlet til perfektion af Schafer og Zendayas skuespilpræstationer.

Undervejs bindes afsnittene sammen af scener, som både er drømme og fantasier og forestillinger opstået i en stoftåge. Hvad de betyder for Rue og Jules’ fremtid, kan vi kun gisne om. Det lover både håbefuldt og trist, og ikke mindst efterlader det ingen tvivl om, at Levinson slet ikke er færdig med at skubbe grænserne for, hvad han kan fortælle med ’Euphoria’.


Kort sagt:
’Euphoria’ er en enestående serie, som jeg ville ønske, jeg kunne have set for seks år siden, da jeg selv var 17.

’Euphoria’. Serie. Instruktør: Sam Levinson Medvirkende: Zendaya, Hunter Schafer, Coleman Domingo, Lauren Weedman Spilletid: 2 afsnit a 45-55 minutter Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af