Netflix fortsætter med at tiltrække nogle af verdens største filmskabere: Nu har streamingtjenesten givet selveste Steven Spielberg platformen til at forfølge sin livslange drøm om at filmatisere Stephen King og Peter Straubs roman ‘The Talisman’.
Ifølge The Hollywood Reporter skal Spielberg executive producere serien sammen med ‘Stranger Things’-skaberne, Duffer-brødrene, mens Curtis Gwinn, der også har arbejdet på ‘Stranger Things’, skriver og agerer showrunner på projektet. De sidste forhandlinger er stadig i gang.
Samarbejdet mellem Duffer-brødrene og Spielberg virker helt rigtigt, al den stund at Spielberg har været en stor referenceramme for hitserien ‘Stranger Things’.
‘The Talisman’ følger den 12-årige Jack Sawyer, der sætter ud på en episk roadtrip for at redde sin døende mor. Han leder efter Talismanen, som ikke bare kan helbrede hans mor, men også redde verden. Rejsen fører ham ind i fantasy-parallelverden The Territories.
Spielberg købte rettighederne til at filmatisere bogen allerede i 1982, og har siden kæmpet en brav kamp for at få projektet realiseret.
Serien er endnu ikke bekræftet fra Netflix’ side, men vi kan formentlig forvente en dato for optagelserne snarest.