HBO trak stor opmærksomhed, da de brugte op mod 15 millioner dollar per afsnit under sidste sæson ‘Game of Thrones’. Men det er håndører sammenlignet med Amazons stort anlagte ‘Ringes herre’-serie.
Ifølge The Hollywood Reporter kommer første sæson til at koste 450 millioner dollar, svarende til omkring 2,7 milliarder kroner. Dermed bliver det en af de dyreste tv-produktioner nogensinde.
Hele Peter Jacksons oprindelige ‘Ringenes herre’-trilogi kostede til sammenligning 280 millioner dollar tilbage i starten af 00’erne. Den efterfølgende ‘Hobbit’-trilogi beløb sig på 623 millioner dollar. Så der er altså tale om et blockbuster-budget af de helt store, hvilket er så godt som uhørt for en ny serie.
Den officielle synopsis til serien lyder:
»Amazon Studios kommende serie introducerer for første gang de heltemodige legender fra den sagnomspundne Second Age i Middle Earths historie. Dette episke drama foregår tusinde år før begivenhederne i J.R.R. Tolkiens ‘Hobbitten’ og ‘Ringens herre’, og vil tage seerne med til en æra, hvor enorme kræfter blev til, kongeriger rejste sig og styrtede i grus, overraskende helte blev testet, håbet hang i en tynd tråd og den største skurk, der nogensinde kom ud af Tolkiens pen truede med at indhylle hele verden i mørke«.
»Serien starter i en fredstid, og følger et ensemble-cast af karakterer – både velkendte og nye – der konfronterer den længe-frygtede opblomstring af ondskab i Middle Earth. Kongerigerne og karaktererne vil skabe en arv, der kommer til at leve længere efter, de selv er væk, fra Misty Mountains mørkeste dybder til de majestætiske skove og elverhovedstanden Lindon, det bjergtagende ø-kongerige Númenor og de fjerneste egne af kortet«.
J.A. Bayona (’Jurassic World: Fallen Kingdom’) har instrueret de første to afsnit af sæson 1, og blandt det omfattende cast finder vi blandt andre ’Saint Maud’s storspillende Morfydd Clark som elveren Galadriel (en af de ældste skabninger i LOTR-universet), Joseph Mawle (Benjamin Starke i ’Game of Thrones’), Ismael Cruz Córdova (’The Undoing’), Markella Kavenagh (’Picnic at Hanging Rock’) og Robert Aramayo (Ned Starke i GOT).
‘Ringenes herre’ afventer premieredato på Amazon Prime.