Netflix er i øjeblikket en ustyrlig masseproducent på true crime-området. Og med USA’s uhyggelige seriemorderhistorik løber streaminggiganten ikke tør for materiale foreløbigt.
Netflix’ næste projekt hedder ‘The Sons of Sam: A Descent Into Darkness’, en dokumentarserie i fire afsnit, som går i kødet på ’Son of Sam’-morderen med det borgerlige navn David Berkowitz. Den første trailer kan ses her:
I midten af 70’erne var Berkowitz hovedperson i en menneskejagt, hvor han blev jagtet af New Yorks politiafdeling, samtidig med at han i alt nåede at dræbe seks mennesker. Han opnåede endda en form for kendisstatus i forbindelse med sin arrest, hvilket siden har udløst Son of Sam-lovene, som skal forhindre kriminelle i at profitere på deres kriminelle handlinger senere hen.
Berkowitz indrømmede i 1977, at han var skyldig i otte skuddrab og har siddet i fængsel siden, hvor han stadig aftjener adskillige livstidsdomme. Siden har han selv påstået, at han var involveret i en satanistisk kult, der hjalp ham med at begå forbrydelserne.
Dokumentaren, der er lavet af Joshua Zeman, undersøger journalisten og forfatteren Maury Terrys teori om Berkowitz. Han var overbevist om, at Berkowitz ikke arbejdede alene, men havde et større syndikat i ryggen, som Berkowitz også selv påstod.
Spørgsmålet er, om Terrys teori holder vand, og om der i så fald er flere skyldige på fri fod.
’The Sons of Sam: A Descent Into Darkness’ får premiere på Netflix 5. maj.