Nikolaj Coster-Waldau havde som bekendt enorm succes, sidst han medvirkede i en serie. Rollen som Jaime Lannister i ‘Game of Thrones’ indbragte ham fortjent to flotte Emmy-nomineringer, og siden har danskeren medvirket i en række film som ’Selvmordsturisten’ og Christoffer Boes kommende ‘Smagen af sult’.
Men nu gør Coster-Waldau comeback på tv med adaptionen af Christina Clancys roman ’The Second Home’, som bliver udviklet af Tristar TV, der er en del af Sony. Det skriver Variety.
Coster-Waldau skal både medvirke og producere den kommende serie via sit produktionsselskab Ill Kippers. En manuskriptforfatter er dog endnu ikke hyret.
I Clancys roman følger man de to familier Gordon og Shaw i løbet af en skæbnesvanger sommer på den amerikanske halvø Cape Cod. Historien bliver fortalt gennem to generationer og viser, hvordan en dyster hemmelighed fatalt kan ødelægge familieforhold.
Senere i år er Coster-Waldau også aktuel på Netflix med filmen ’Against the Ice’, der handler om den danske Alabama-ekspedition, hvis formål var at overbevise USA, der mente at have krav på Nordøstgrønland, om, at Grønland var ét land. I filmen spiller Coster-Waldau hovedrollen som kaptajn Ejnar Mikkelsen.