’Passion’: Filmskaber svinger selv pisken i dokumentar om BDSM-sex og Gud
CPH:DOX. Bag en barbrystet kvinde i spandex står instruktør Maja Borg med tilbagestrøget hår og flerstrenget pisk. Små støn af smerte og nydelse følger lyden af pisk mod ryg. I det næste nu står de to kvinder og krammer. Det hele var bare en leg, eller var det mon mere?
I ‘Passion’ afsøger den svenske Borg sin egen og andres tiltrækning til BDSM, den seksuelle tilbøjelighed, hvor deltagerne er henholdsvis slave og hersker. Borg formidler sin egen rejse gennem en poetisk, teatralsk voice-over. Og så hun snakker med andre, der dyrker BDSM som en aktiv del af tilværelsen. En queer pornoinstruktør, en spansk kvinde med forkærlighed for hekseritualer og et homoseksuelt par med en muskuløs Master som tredjehjul.
Pornoinstruktøren fortæller, at BDSM er hendes fællesskab, den muskuløse Master, at det for ham handler om at kunne udforske mørke sider med samtykke. Bløde samtaler og godhjertede queer-vibes skaber kontrast til voldelige sexscener. Og gør det klart, at BDSM ikke bare er en leg med spandex, fis og spas. For de medvirkende er det her en livsstil og ikke mindst: en afsøgning af de helt store spørgsmål om kærlighed, magt og religion.
Forholdet mellem voldelig sex og Gud optager særligt instruktøren, der i filmen selv både svinger og lægger ryg til pisken. Hendes optagethed af det forhold åbenbarer sig overalt i dokumentarens vildt smukke og poetiske æstetik. Kors, sort-hvide tableauer og grædende skaldede kvinder i close-ups – Carl Th. Dreyers tidløse ’Jeanne D’Arcs lidelse og død’ står utvivlsomt øverst på listen over ’Passion’s inspirationskilder.
Hvad Borg ellers prøver at sige, er for mig uklart. Det er tydeligt, at hun selv er på en eller anden vigtig rejse, men hvorhen? Til selvaccept, ud af voldeligt forhold, på vej mod Gud og frelse? I voice-overen taler hun vedvarende til et du, jeg faktisk ikke helt kan placere. Er det en tidlig elsker, sig selv eller Gud, hun snakker til? Jeg ved det ikke. Mig er det vist ikke.
‘Passion’ er smuk og særlig, men det er også en dokumentar, der lukker sig om sig selv og sit eget univers. Et terapitogt for Borg, der tugter sig selv og taber mig på gulvet i store ord, der kan væe svære at følge – måske fordi jeg ikke selv føler hverken behov for pisk, heling eller frelse.
Det lykkes Borg at skabe flotte sexbilleder og pacificere kvælertag med kram. Men ikke at fortælle os andre, hvorfor det er så skidefedt, at det gør ondt – og hvad den sag egentlig har med Gud at gøre.
Kort sagt:
Passion er en smuk og poetisk, men lidt indforstået dokumentar om tiltrækning ved voldelig sex.