Sidste år blev Cannes-festivalen – filmverdens vigtigste festival – aflyst på grund af corona, og i år har ledelsen udskudt herlighederne fra den normale periode i maj til starten af juli.
Mens biograferne stadig er lukkede i Frankrig, insisterer festivalchef Thierry Fremaux på, at festivalen kommer til at finde sted.
Og nu bakker han ordene med handling. Cannes-festivalen har nemlig annonceret årets åbningsfilm, og der er tale om en særdeles ventet af slagsen.
Filmen er nemlig ‘Annette’, som er den franske mester Leos Carax’ første af slagsen, siden hans vilde ‘Holy Motors!’ blev et stort arthousehit i 2012-13, også i Danmark.
‘Annette’ har Adam Driver og Marion Cotillard i hovedrollerne, hvilket er god nok grund i sig selv til, at det er en perfekt åbningsfilm, som kaster stjernestøv over den røde løber, mundbind eller ej.
Driver spiller standup-komikeren Henry og Cotillard en anerkendt sanger. De er et succesfuldt og på overfladen perfekt par, der bor i Los Angeles, men da deres første barn, Annette, viser sig at være en mystisk pige med en særlig skæbne, ændrer deres liv sig.
I anledning af annonceringen af åbningsfilmen er første trailer også landet:
Det har været rygtet, at filmen er en musical, og traileren antyder da også, at vi har at gøre med noget i den retning, selvom det ikke virker til at være i helt klassisk forstand. Bandet Sparks har lavet musikken og været med til at skrive historien.
Åbningsfilmen skal – om alt går vel – vises i Cannes 6. juli.
Spike Lee skal stå i spidsen for den jury, der i slutningen af festivalen skal finde årets Guldpalmevinder.