Det kom ikke bag på nogen, at Thomas Vinterbergs ’Druk’ med Mads Mikkelsen var med på listen, da Cannes Film Festival i går annoncerede programmet for årets aflyste udgave af verdens vigtigste festival.
Til gengæld var det en glædelig overraskelse de fleste – i en grad at de fleste medier ikke engang bemærkede det – at der også var en anden dansk film med i mixet: Jonas Poher Rasmussens animationsdokumentarfilm ’Flee’.
’Flee’ er en sand historie om Amin, der kom til Danmark som uledsaget mindreårig fra Afghanistan. Nu er han 36 år, en succesfuld akademiker og skal giftes med sin mand gennem en årrække. Men en hemmelighed, han har holdt skjult i over 20 år, truer med at ødelægge hans lykkelige liv – en hemmelighed, han nu for første gang har besluttet sig for at dele.
Mens det bestemt også er vigtigt for en dyr dansk film som ’Druk’ og en garvet festivaldarling som Vinterberg at få et Cannes-stempel i nakken, er det helt uvurderligt for en mere ukendt instruktør og en på papiret mindre bredt appellerende film. ’Flee’ vil nu automatisk have filmverdens bevågenhed under dens videre færd, også selvom den fysiske verdenspremiere altså ikke kommer til at finde sted på Croisetten.
Og man kan slet ikke overvurdere betydningen for Jonas Poher Rasmussen. Den 39-årige instruktør har tidligere lavet roste film som ’Searching for Bill’, der blandede fiktion og dokumentar, og ’Det han gjorde’ om manden, der dræbte forfatteren Christian Kampmann. Men han har aldrig tidligere spillet med i filmkunstens superliga.
Det gør han nu, og der er derfor ikke noget at sige til, at han er en smule ør i hovedet efter gårsdagens fejring, da jeg fanger ham på en telefon dagen derpå.
Hvornår fik I selv besked om udtagelsen?
»Vi fik det at vide for to uger siden. Så vi var samlet hele holdet i går og var klar til at fejre det, når vores film blev nævnt. ’Druk’ blev nævnt som den tredje film, men vi blev nævnt som en af de allersidste, så jeg blev virkelig bange for, at der lige var sket et eller andet i sidste øjeblik, så vi røg ud. Vi sad 10 mennesker og kiggede og var sådan: ’Hvad sker der?’ Men så var det jo dejligt, da vi endelig blev nævnt«.
Cannes er et nåleøje, hvor der bliver valgt 50-60 film ud af 2000 indsendte. Og du var jo ikke i forvejen et navn affilieret med Cannes. Hvordan kom I med?
»Nej, jeg har slet ikke været på det niveau tidligere med mine film. Jeg har aldrig haft en film på en A-festival, så det er klart, at mit navn på ingen måde var selvskrevet i det selskab. Men vi pitchede filmen til et work in progress-arrangement under Göteborg-festivalen i februar, hvor der var én repræsentant fra Directors Fortnight (et parallelprogram under Cannes-festivalen, red.) til stede, som var meget begejstret, så vi havde en god fornemmelse for, at de i hvert fald så den og var glade for projektet. Så vi håbede og krydsede fingre«.
Cannes-festivalen har ikke annonceret, hvilke film der skulle have været i hovedkonkurrencen, hvor man dyster om Guldpalmen, og hvilke film der skulle være i underkonkurrencen Un Certain Regard. Har I fået nogen indikation om det?
»Nej, slet ikke, vi fik bare en mail om, at vi var inviteret til at få stemplet«.
Er det en bittersød fornemmelse at være udtaget et år, hvor der ikke er nogen festival?
»Det er bittersødt at bruge meget lang tid på at lave en film, og så skal den ud midt i corona, men jeg har svært ved at finde noget negativt i, at den er udtaget til Cannes. Det havde selvfølgelig været dejligt at stå på Croisetten, men det push filmen vil få af Cannes-stemplet, når den så får sin premiere, er udelukkende positivt, tænker jeg.
Lige nu er det mest sure det der waiting game. Man vil jo gerne have sin film ud og få noget respons på det, man har arbejdet på så lang tid. Men lige nu må vi bare vente, og så håber vi at finde en anden god festival at have verdenspremieren på. Forhåbentligt en anden af de store festivaler. Det ville være fantastisk både at have Cannes og en anden A-festival«.
Som Toronto Film Festival i efteråret?
»Ja, vi afventer lidt og ser, hvad der sker. Med corona er alt jo lidt på standby, så det afhænger for eksempel af, hvordan Toronto kommer til at se ud. Vi holder alle muligheder åbne, indtil vi ved, hvornår biograferne begynder at åbne, og festivalerne begynder at blive sig selv igen«.
Hvad vil Cannes-udtagelsen betyde for ’Flee’?
»Det er en fransk co-produktion, så det betyder rigtigt meget for vores franske samarbejdspartnere, når den skal ud i Frankrig, hvor det der Cannes-stempel bare betyder helt vildt meget. Men også generelt skal mange film ud, når biograferne åbner igen rundt omkring i verden, og så kan Cannes-stemplet gøre, at folk lægger mærke til ’Flee’. Det giver også et skub i forhold til distributører og tv-opkøbere og den slags«.
Hvad tror du, det konkret vil betyde for din karriere?
»Jeg håber, at det bliver nemmere at finansiere mit næste projekt. Det har taget lang tid at finansiere den her film. Det er en forholdsvis dyr dokumentarfilm, så vi har brugt mange år på at finansiere den. Så forhåbentligt går det lidt hurtigere næste gang, og så kan jeg have rent fokus på bare at arbejde med filmen«.
Kan du fortælle lidt mere om ’Flee’?
»Jeg har lidt fået mundkurv på, for vi vil gerne vente med at give for meget information til den rigtige premiere. Men det handler om en af mine venner, som har en historie, han aldrig har fortalt før. Han fortæller det for første gang til mig, og så har jeg optaget det. Og det er så det, den er baseret på«.
Er den inspireret af ’Waltz with Bashir’, der også var en animationsdokumentar?
»Det er den på den måde, at det er en animeret dokumentar. Dem er der ikke så mange af. Men det er en anden animationsstil, og så er ’Waltz with Bashir’ lidt mere surreel, hvor vores mere er et straightforward narrativ«.
Nåede I at blive færdige med den inden corona?
»Den er stadig ikke helt færdig – der er nogle småting, vi bikser med, men lige nu går tingene lidt langsomt på grund af corona. Men jeg var i Oslo og lave det sidste lydmix i den uge, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned. Jeg kom hjem om fredagen, hvor grænserne lukkede om lørdagen, så jeg nåede lige at lukke mixen inden. På den måde var det ret heldigt«.
Har det været en drøm for dig længe at blive udtaget til Cannes?
»Jeg har en fransk mor, så i min familie er Cannes det ypperste, man kan opnå. Men det har virket utopisk. Det er lidt en drengedrøm at få sit navn nævnt blandt så mange store instruktører. Det er jeg helt vildt stolt over«.