Derfor er det uvurderligt for danskerne at være udtaget til en aflyst Cannes-festival

Onsdag blev Thomas Vinterbergs ’Druk’ og Jonas Poher Rasmussens ’Flee’ udtaget til Cannes Film Festival 2020. Men giver det mening at være med i en festival, som ikke findes?
Derfor er det uvurderligt for danskerne at være udtaget til en aflyst Cannes-festival
Mads Mikkelsen under Cannes-festivalen. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

KOMMENTAR. I går var en god dag for dansk film: Thomas Vinterbergs ’Druk’ med Mads Mikkelsen og Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar ’Flee’ var med i det udvalg af 56 titler, Cannes Film Festival annoncerede som årets Official Selection. Filmene var valgt blandt mere end 2000 indsendte.

Men har man en forkærlighed for at lege djævelens advokat, vil man nok spørge: Giver det nogen som helst mening at være udtaget til en festival, der ikke finder sted?

Som bekendt er årets udgave af klodens vigtigste filmfestival, der sidste maj åbenbarede film som ’Parasite’ og ’Once Upon a Time in Hollywood’, nemlig aflyst på grund af coronasituationen. Der er ingen Cannes Film Festival i år. Men der er altså et Cannes 2020-program.

Man kan mene, at festivalen dermed tester det gamle filosofiske spørgsmål, om der overhovedet eksisterer en lyd, når træet vælter i skoven, hvis ingen hører den?

I Cannes-festivalens tilfælde er svaret dog enkelt: Ja, det gør der.

For det giver faktisk genlyd langt ud over den franske urskov at være indlemmet i det fornemme Cannes-selskab, selvom man aldrig kommer til at vise så meget som et minut af filmene på de store lærreder i festivalpalæet på Croisetten.

Cannes-mærkatet vil i sig selv hjælpe både ’Druk’ og ’Flee’ på uvurderlig vis, når de skal rejse videre ud i verden. Dels er det attraktivt for andre festivaler, der ikke partout går efter verdenspremierer, at have Cannes-film med i lineuppet. Dels giver det automatisk opmærksomhed fra alt fra distributører til tv-indkøbere, som Jonas Poher Rasmussen også fortæller i vores interview fra tidligere i dag. Og dels hjælper det utvivlsomt, når man skal lokke det internationale arthouse-publikum i biografen, at de har Cannes-stemplet at navigere efter. Med andre ord kommer filmene nemmere og bredere ud over hele verden, fordi de har Cannes i ryggen.

’Druk’ får herhjemme premiere 24. september og er åbningsfilm i Biografklub Danmark, der har omkring 200.000 medlemmer. Dermed er den på forhånd en nærmest sikker billetsucces på hjemmebanen, hvor Cannes-udtagelsen nok havde betydet mere, hvis danskerne reelt havde set Mads Mikkelsen og Vinterberg sole sig i paparazzi-lyset på den røde løber, og alt fra TV Avisen til ugebladene havde snakket og skrevet om ’Druk’ i dagevis. Herhjemme betyder proforma-udtagelsen mindre, men i udlandet gør den altså en verden til forskel, selvom filmen allerede er solgt til en lang række lande.

For ’Flee’ er Cannes-mærkatet endnu mere essentielt. En film som den kunne have været en smal lokal arthousefilm uden en Cannes-udtagelse – nu kommer den på det globale landkort. Det indflydelsesrige amerikanske filmmedie Indiewire har eksempelvis allerede fremhævet Jonas Poher Rasmussens fortælling som den på papiret mest interessante animationsfilm i Cannes-mixet (over Pixars ’Soul’ og en kommende Studio Ghibli-film), og ’Flee’ er nu nærmest garanteret et flot internationalt liv. Måske man endda kan sætte næsen op efter en Oscar-nominering i animationskategorien næste år? Nå, det er nok lidt præmaturt at spekulere i.

Begge film skal nu finde en anden lejlighed til at trække i smoking og balkjoler ved verdenspremieren. For begges vedkommende vil den nordamerikanske Toronto-festival i september være ideel. Cannes har nu placeret dem globalt, mens Toronto kan køre dem solidt i stilling i USA. Endnu er det usikkert, hvordan corona vil påvirke den canadiske festival, men det virker meget sandsynligt, at den kommer til at finde sted, måske i lidt mindre skala end normalt.

Selvfølgelig er det en kende bittert for både ’Druk’- og ’Flee’-holdet, at corona ramte, netop som de fik adgangspas til det forjættede sydfranske land. En reel verdenspremiere havde alt andet lige afstedkommet større bølgeskvulp i form af presseomtale og den uforlignelige buzz, det kan skabe, når 40.000 journalister og filmbranchefolk gnubber skuldre på få kvadratkilometer. Og tænk, hvis én af dem endda kunne have fået en pris sig hjem?

Sådan skulle det ikke være. Og når man har forliget sig med den tanke, er der noget sært opmuntrende i, at selv en in absentia-udgave af højborgen for cinema som den ypperste kunstform kan spille vigtig en så rolle i en coronatid, hvor vi alle lige har gennemført Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af