Den Oscar-vindende producer Scott Rudin har valgt at trække sig fra en række højt profilerede Broadway-produktioner i kølvandet på et exposé fra The Hollywood Reporter, der blotlagde årtiers magtmisbrug og chikane.
Rudin undskylder for den smerte, som hans opførsel har medført for hans kollegaer i en udtalelse til The Washington Post. Han siger, at han har valgt at trække sig fra produktionerne og dermed gøre det, »jeg burde have gjort for årevis siden for at adressere denne opførsel«.
Rudins CV tæller globale Broadway-succeser som ‘The Book of Mormon’ og ‘To Kill a Mockingbird’, mens han på filmfronten har stået bag film som ‘The Social Network’, ‘No Country for Old Men’ og ‘Uncut Gems’. Han har også produceret imødesete titler som ‘The Woman in the Window’ og ‘The Tragedy of Macbeth’.
I The Hollywood Reporters exposé fra sidste uge fortæller flere af Rudins tidligere ansatte om producerens grænseoverskridende adfærd, der både bestod af fysisk og psykisk misbrug.