KOMMENTAR. Tre et halvt år efter afsløringen af Harvey Weinstein falder en anden af amerikansk films absolut mest kendte og magtfulde producere i disse dage fra tinderne.
Scott Rudin har stået bag film som ’No Country For Old Men’, ‘The Social Network’, ‘There Will Be Blood’, ‘Moonrise Kingdom’ og ‘Uncut Gems’, hans film har vundet 23 Oscars, hans teaterstykker 17 Tonys, og han er en af blot 16 mennesker i historien, der har opnået den famøse EGOT-status som vinder af både filmverdenens Oscar, tv-verdenens Emmy, teatrets Tony og musikkens Grammy.
Under overskriften »Alle ved bare, at han er et absolut monster« bragte The Hollywood Reporter – et respekteret branchemedie, der har stået bag adskillige afsløringer i MeToo-bølgen – en overvældende artikel om den 62-årige producers grænseoverskridende adfærd.
Blandt de talrige eksempler:
Da en assistent ikke kunne få ham om bord på et udsolgt fly, smadrede Rudin angiveligt en Apple-computerskærm ned på assistentens hånd, så han (assistenten) måtte blødende på skadestuen.
En medarbejder med type 1-diabetes, Caroline Rugo, blev bebrejdet for en konflikt med to kreative samarbejdspartnere og fik at vide, at hun måtte enten skippe sin morgenmotion kl. 5.30, som ellers var vital for hendes sygdom, eller arbejde hurtigere, hvilket hun nægtede. »Jeg blev fyret for at have type 1-diabetes, som er et statsligt beskyttet handicap. Jeg kunne 100 procent have sagsøgt ham. Men jeg gjorde det ikke af frygt for at blive blacklistet«, siger Rugo, der nu arbejder for Netflix, til Hollywood Reporter.
Rugo overværede ham også kaste en glasskål i retning af en anden ansat (den ramte væggen og smadrede) og kaste en bærbar computer mod vinduet til et mødelokale.
En assistent fik kastet en kartoffel mod sig, da assistenten ikke kunne svare på, hvorfor repræsentanter fra distributøren A24 var i bygningen til et møde. »Han kastede den mod mig, og jeg undveg en stor kartoffel. Han var sådan: ’Well, find ud af det og skaf mig en ny kartoffel’«.
En anden assistent fik et møgfald, der kulminerede i, at Rudin kastede en tekop mod væggen, efter assistenten nægtede at rydde op i køkkenet, fordi vedkommende havde mere presserende ting for.
En tredje assistent fik kastet en klipsemaskine efter sig, blev kaldt en »retard« og generelt behandlet så dårligt, at han til sidst forlod branchen helt. Og mange blev fyret i det, der blev kaldt en »soft firing«, hvor den udsatte gik ned på den nærliggende Starbucks og ventede på, at Rudin faldt til ro, for at se, om fyringen stadig gjaldt.
HR-chef med panikanfald
Arbejdspresset, hvor man startede dagen klokken 6 og tidligst sluttede klokken 20, og stemningen på Rudins kontor var så intens, at en hr-medarbejder (!) blev hentet i en ambulance efter at have haft et panikanfald. Rudin råbte hyppigt tilsvininger ind i hovedet på folk med sådan en styrke, at de fik hans spyt i ansigtet.
Tilfældene i den nye artikel bliver suppleret af beskrivelser, der tidligere har været fremme i pressen, uden at det har truet Scott Rudins position synderligt: En manuskriptforfatter anklagede ham for et par år siden på Twitter for at være »højlydt racistisk«, mens produceren bag ’Manchester by the Sea’, Kevin Walsh, i 2014 fortalte, at Rudin havde tvunget ham ud af en bil og efterladt ham på motorvejen.
Og i forbindelse med de famøse hacks af filmselskabet Sony i 2014 så flere kompromitterende mails dagens lys, heriblandt én hvor Rudin kaldte Angelina Jolie »en minimalt talentfuld forkælet møgunge«, en anden hvor han jokede småracistisk med, at Barack Obama sikkert kunne lide Kevin Hart, og en tredje hvor han kaldte Whoopi Goldberg en idiot.
Han har desuden selv i pressen pralet med, at han havde haft 119 assistenter på fem år, og af den nye The Hollywood Reporter-artikel fremgår det, at han kunne finde på at fjerne tidligere ansattes credits på IMDb – og de facto bevis på deres erfaringer – efter de havde sagt op.
»Kradser dårligt nok i overfladen«
Ligesom alle i Hollywood kendte til Harvey Weinsteins bøllemetoder – om ikke nødvendigvis hans seksuelle overgreb – kan man roligt slå fast, at alle i filmbranchen også har kendt til Scott Rudins fremfærd i ét eller andet omfang.
Efter The Hollywood Reporter-afsløringen tweetede den anerkendte producer Megan Ellison da også, at artiklen »dårligt nok kradser i overfladen af Scott Rudins krænkende, racistiske og sexistiske opførsel«.
På sin vis kommer afsløringen i naturlig forlængelse af de afsløringer af utilstedelig opførsel eller deciderede overgreb, der er faldet i kølvandet på #MeToo. Men afdækningen af Scott Rudins adfærd er samtidig med til at indramme en ny fase af bevægelsen.
For hvor #MeToo startede som et opgør med magtmisbrug af seksuel karakter, tager man nu det oplagte næste skridt. Først sagde man stop for sexistisk opførsel over for kvinder. Nu siger man stop for dårlig opførsel, punktum.
Det kan lyde som et indlysende opgør, men mens der med Weinstein – Rudins producerkonkurrent i New York gennem årtier – blev blottet et overgrebsmonster og en voldtægtsforbryder uden mange sidestykker, lever beskrivelserne af Rudin dybest set blot op til billedet af den fandenivoldske filmboss, der er blevet anset for at være en integreret del af Hollywoods sjæl, fra Louis B Mayer til Eddie Mannix, som Josh Brolin portrætterede i Coen-brødrenes hyldest til Hollywoods guldalder, ’Hail Caesar!’.
Vi har som kultur dyrket de temperamentsfulde chefer og respekteret deres frihed til at flippe ud i den større sags tjeneste. Tænk blot på den berygtede agentboss Ari Gold i ’Entourage’, hvis koleriske adfærd minder meget om Rudins. Ari var seriens mest elskede figur.
Men for nylig kom Ellen DeGeneres i fokus for at skabe en giftig atmosfære på arbejdspladsen, og da ’Buffy’-producer Joss Whedon i februar stod for tur, handlede det både om seksuelle krænkelser og generel tyrannisk adfærd.
Med The Hollywoods Reporters takedown af Scott Rudin bliver det endnu mere tydeligt, at de veletablerede myter er i fuld gang med at blive revet ned.
Rudins selskab har været en slags rekrutskole for aspirerende filmfolk, der har været villige til at slide sig ihjel og blive behandlet som lort et år eller to for at skabe grobunden for en berigende karriere, hvilket adskillige af Rudins proselytter da også er lykkedes med gennem årene. ’Kan jeg klare det her, kan jeg klare alt’, har devisen øjensynligt lydt i bedste elitesoldat-stil.
Nu skal superproducerens samarbejdspartnere – fra Wes Anderson til Coen-brødrene og A24 – overveje grundigt, om de kan være associeret med en bølle af Scott Rudins kaliber. Og hvorfor de ikke sagde fra noget før.
Det er nemlig ikke længere fedt med de brutale, koleriske chefer, der får Ghita Nørby sat over for en supersize-mikrofon til at ligne en dydig skolepige. De har så rigeligt haft deres tid, og de fleste bør i dag være kommet til den erkendelse, at man godt kan opføre sig bare nogenlunde anstændigt og stadig skabe gode resultater.
Og mon ikke der sidder en lunefuld chef eller to rundt omkring på vores hjemlige breddegrader, som med en vis angst og bæven ser frem mod, hvornår denne nye fase af #MeToo-kampen mod verdens røvhuller for alvor rammer Danmark?