Den første danske Netflix-film er på vej – her er holdet bag ‘Kærlighed for voksne’

Den første danske Netflix-film er på vej – her er holdet bag ‘Kærlighed for voksne’
Sonja Richter og Dar Salim spiller hovedrollerne i 'Kærlighed for voksne' på Netflix. (Foto: Andreas Bastiansen)

Det var bare et spørgsmål om tid: Efter de to danske Netflix-serier ‘The Rain’ og ‘Equinox’, er den første danske Netflix-spillefilm nu også sat i produktion.

Men i modsætning til de to sci-fi-titler – der begge fik tørre anmeldertæsk med på vejen – er thrilleren ‘Kærlighed for voksne’ (engelsk titel ‘Loving Adults’) en anderledes ‘jordbunden’ affære blottet for sataniske påskeharer og dødeligt dårligt vejr (angiveligt).

Dar Salim (‘Underverden’) og Sonja Richter (‘Elsker dig for evigt’, ‘Afdeling Q: Kvinden i buret’) spiller parret Christian og Leonora, som umiddelbart lever et priviligeret liv med en sød søn, der tilmed netop er blevet rask efter en alvorlig sygdom.

Men da Leonora ser Christian med en yngre kvinde, arkitekten Xenia (Sus Wilkins), kraklerer glansbilledet totalt. For Leonora vil ikke finde sig i at blive forladt …

‘Kærlighed for voksne’ er baseret på en roman af Anna Ekberg, manuskriptet skrues sammen af krimiforfatterduoen Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund, og i instruktørstolen sidder Barbara Rothenborg (‘Hvide Sande’, ‘En-to-tre-nu!’). Filmen er produceret af Netflix i samarbejde med TV 2 og SF Studios, og planen er, at den også skal vises på TV 2 på et senere tidspunkt efter Netflix-premieren i 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af