Artiklen indeholder spoilers for hele ’Equinox’ på Netflix.
Det bedste: Den tomme studentervogn
Som så ofte set før i diverse gyser- og spændingsserier var det optakten i første afsnit, der klingede mest overbevisende og oprigtigt creepy i ’Equinox’ (baseret på DR-podcasten af samme navn af Tea Lindeburg, der også har skabt serien). Og særligt billedet af den tomme studentervogn midt i kornmarken var pokkers effektivt.
Uhyggen kom allerede snigende i podcaststudiet, da Astrid (Danica Curcic) modtog det skæbnesvangre opkald fra den voksne Jakob (August Carter), men det var scenerne med de glade studenter præ-forsvindingsnummer kombineret med skud af Ida (Karoline Hamm fra DR3-serien ‘Natten til lørdag’) i opløsning, der for alvor sugede én helt ind i skærmen. Så velkendt, så dansk, så dybt foruroligende og hygsomt hensat til Kartoffelrækkerne på Østerbro i København (spillet af Komponistkvarteret, fordi, well, internationale seere alligevel ikke kan kende forskel).
Det værste: »Du/jeg/vi/dem/chaufføren ved ingenting!«
Ingen vidste noget om noget eller nogen i det meste af ’Equinox’, og hvis vi på den anden side af skærmen ikke skulle have fanget, at her altså var tale om en gordisk gyser-knude af spektakulære proportioner, fordi vi lige second-screenede lidt på Insta, blev vi så sandelig gjort opmærksomme på det mindst to gange per afsnit, når en karakter (som oftest Astrid) skreg det fra hustagene med lynende øjne og vildt gestikulerende fagter.
’Grebet’ føltes i stigende grad som et lettere desperat forsøg på at holde seerens nysgerrighed til ilden, men det irriterede mere, end det pirrede, når den noget gumpetunge dialog trådte vande ved at highlighte det helt åbenlyse. Lidt mere show don’t tell, tak.
Det bedste: Ungt blod på skærmen
En godt cast kan lappe på mangen et plothul, og ’Equinox’ udmærkede sig ved et særligt stærkt spillende yngre cast, der gav de mere erfarne hovedroller – med en intens Danica Curcic i front – veloplagt med- og modspil.
21-årige Karoline Hamms plagede Ida gik fornemt til grunde i spændingsfeltet mellem at ville være en almindelig teenager og fristelsen efter at realisere sig selv som noget vigtigere, noget mørkere, der ikke lader sig sætte i bås – i og for sig et klassisk psykologisk ungdomsdilemma, der her fik et overnaturligt twist af ’Rosemary’s Baby’ og dødsdømte Laura Palmer-vibes, som Hamm løftede med overbevisende nerve.
Overfor hende udmærkede 11-årige Viola Martinsen (’Når støvet har lagt sig’) sig med et ditto stærkt portræt af den unge, traumatiserede Astrid – der bar en stor del af serien på sine skuldre – og Fanny Bornedal ydede karismatisk birollesupport som Idas veninde Amelia.
De tre ser vi gerne meget mere til fremover.
Det værste: ’Midsommer’-light
’Stranger Things’ blålige mareridtsverden The Upside Down fik en neonrød makeover, førnævnte ’Rosemary’s Baby’ blev (næsten) genfødt, hovedpersonerne blev rullet ind i ’Midsommar’- og ’The Wicker Man’-hedenske ritualer, og Astrids flirt med urovækkende konspirationsteorier og sci-fi lænede sig kraftigt op ad Netflix-serien ’The OA’, hvori en anden ung kvinde med hullet hukommelse kæmper for at stykke fortidens brikker sammen.
Nej, ’Equinox’ føltes ikke just som den mest banebrydende originale serie i genren, og dens overdrevne brug af ’uhyggelig’ (alt er relativt) billedsymbolik i baggrunden stak til tider helt af i tilgroede haver, bamser formet som skovens dyr ’tilfældigt’ arrangeret i baggrunden, visne blomster og plakater med fuglekranier på Idas værelse. For ikke at tale om, hvordan den grafiske sexscene i skoven med Ida og Harekongen aka. hendes gymnasieklasselærer Henrik (vælg selv, hvad der lyder mest fucked-up) syntes mere eller mindre direkte løftet fra Francis Ford Coppolas ’Dracula’ fra 1992, hvor Gary Oldman i halv dyreskikkelse knalder med Sadie Frost.
Bevares, Netflix-serien behøvede ikke partout at opfinde den dybe tallerken for at underholde hæderligt, men det ublu genre-genbrug udvandede immervæk følelsen af at være vidne til noget nyt og stort i dansk seriesammenhæng.
Det bedste: »Du/jeg/vi/dem/din gamle mor ved ingenting!« part 2
Okay, nu modsiger vi os selv en kende, men en af de knapt så åbenlyse ting, som Astrid og vi ikke vidste – og som fungerede glimrende ved afsløringen – var, at Ida og Astrid slet ikke var søstre, men at Astrid derimod var nøje udvalgt af mommy dearest fra helvede, Lene, der havde samlet sig et lille Ostara-harem af offergudinder.
Det forklarede blandt andet, hvorfor Lene (Hanne Hedelund) tilsyneladende havde så nemt ved at skide højt og flot på lille Astrids psykologiske ve og vel for at få nyt om forsvundne Ida (det var jo Lene selv, der havde skidt i nælderne ved at love Idas ufødte barn til Harekongen/Henrik) og føjede nye tragiske dybder til den voksne Astrids traume, der til sidst skubbede kvinden ud over kanten.
Fuck dit liv, stakkels Astrid, og æv for dit eget barn, der nu sidder moderløs derovre på Bornholm og taler med lokal dialekt, som morfar Lars Brygmann ikke forstår.
Men well played, ’Equinox’.
Det værste: Hjemmestrik på slap line
Ligesom det var tilfældet med det danske Netflix-hit ’The Rain’, der for de fleste herhjemme fremstod som regulær syreregn for sanserne, vil der givetvis være mange halvfjollede dansker-ting i ’Equinox’, der virker anderledes eksotiske set med internationale seerbriller.
Herunder kanske billedet af en række midaldrende, hjemmestrikklædte rollespilstypers udskejelser i Rold Skov anført af alletiders sødeste Kirsten Lehfeldt som diabolsk heksemutter.
Håber vi.
Det værste: Påskeharen som superskurk
Ja, dén påskehare. Ham, der leverer de fine små æg, som Søren Pilmark puster, og rollingerne på rød stue klatmaler, har i virkeligheden magt til at vende op og ned på naturens orden, hvis han ikke scorer en sprød ungmø til påskefrokosten.
Nå ja, og så bijobber han resten af året som gymnasielærer, hvilket i sig selv rejser så mange praktiske spørgsmål, at ens hjerne noget nær eksploderer uden tilføjelsen af mareridtsdrømme og snaps på bordet. Har han ’Kaninbjerget’ på pensum? Har han gulerødder med i madpakken? Hvem filan har han været til jobsamtale hos?!
Det var svært slutteligt at give sig hen til Astrids stoiske selvopofrelse og genforening med Ida i det himmelske lys, da det forinden var blevet pinligt tydeligt, at ’Equinox’ vitterligt havde i sinde at sælge os Påskeharen som hedensk mastermind. Og her gik vi og troede, at 2021 ville give lidt mere mening. Ikke et ondt om Alexandre Willaumes passende bad old boy-vibe (god casting dér), men helt ærligt, hvad bliver det næste Netflix? ’Sataniske Santas Baby’?
Tyg på den i påskeferien, når du gnasker uslingens sprøde chokoladeører i dig.