Budskabet i ‘Equinox’ rammer på det værst tænkelige tidspunkt

Mens bizarre konspirationsteorier aldrig har vundet større indpas i den virkelige verden, kommer den nye danske Netflix-serie med en fortælling om en kvinde, der finder svar i talkoder, mystiske bøger og hedenske kulter.
Budskabet i ‘Equinox’ rammer på det værst tænkelige tidspunkt
'Equinox'.
STREAMING TOGETHER

(Læs først, når du har set ’Equinox’ til ende)

KOMMENTAR. I november blev Marjorie Taylor Greene som den første QAnon-støtte valgt til den amerikanske kongres. Hun er blot ét af hundredtusindvis af mennesker, der abonnerer på den anonyme internetfigur Q’s rabiate konspirationsteorier om, at politikere som Clinton-familien er medlemmer af en satandyrkende pædofiliring, hvor ’pizza’ er kodesprog for handel med børn, og at corona blev skabt af techmilliardærer som Bill Gates med henblik på at implantere mikrochips i hjernen på os via vaccinen.

Herhjemme har QAnon gudskelov ingen nævneværdig tilslutning, men man skal ikke kigge mange Facebook-feeds igennem, før man støder på fjerne fætre i form af folk, der mener, at politikerne bevidst overdriver coronafaren, og at man for guds skyld bør holde sig fra den ventede vaccination.

Konspirationsteorier og generelt grundløse påstande har aldrig haft så gunstige vilkår som i dag med internettets uigennemskuelige virvar af sandheder og fabrikationer, hvilket den mere generelle antivaxx-bølge er et soleklart eksempel på. Og mens det i 90’erne nærmest var hyggeligt at forestille sig, at USA’s månelanding var en iscenesættelse, har paranoiaen i dag alt for virkelige konsekvenser i form af uhyggelige politiske valg og reelle terrortrusler til, at det rigtigt er sjovt længere.

Og derfor lander den nye danske Netflix-serie ’Equinox’ på et ærgerligt tidspunkt.

Viola Martinsen i ‘Equinox’.

Serien – baseret på en DR-podcast – handler om radioværten Astrid (Danica Curcic), der en dag får et opkald, der rusker op i hendes fortid. Da hun var barn, var hendes storesøster en af de 21 elever, der forsvandt ud af det blå på en studenterkørsel. Og opkaldet kommer fra en af de blot tre unge, der overlevede.

Det sender Astrid ned i et harehul mod en mystisk kult med et særligt forhold til solhverv og jævndøgn, hvis kongeskikkelse kræver en selvopofrende Ostara-gudinde. Som en mere og mere uligevægtig udgave af Robert Langdon i ’Da Vinci Mysteriet’ må Astrid få brikkerne til at falde på plads. Brikker, der involverer tallet 21, en sang der spillet baglæns danner en ny mening, drømmevandring og en laset middelalderlig bog, hvis kryptiske lære bliver til grufulde realiteter.

Astrid har i sin barndom haft en særlig forbindelse til den drømme-/mareridtsverden, hvor søster Ida og de forsvundne elever befinder sig, og hendes rationelle far (Lars Brygmann) fremstilles nærmest som skurken, når han tvinger hende til indlæggelse og til at tage piller, der kan hive hende tilbage mod virkeligheden.

Men Equinox-kulten er virkeligheden i serien, hvor man skal presse holgerfortolkerhatten uforholdsmæssigt langt ned over ørene for at bevare blot en lille mulighed for, at det hele finder sted i Astrids svarhungrende hoved.

Til sidst erkender Astrid, at hun som sin søster er en Ostara-gudinde, der må ofre sig for, at andre kan leve, og da hun som en frelsende hvidklædt engel genforenes med Ida (og harekongen) i en himmelsk sekvens af vand og lys, vender de resterende fortabte gymnasielever tilbage på marken, hvor de forsvandt for 21 år siden.

Danica Curcic i ‘Equinox’.

På et dybere plan er ’Equinox’ en serie om en kvinde, der skal forlige sig med tabet af sin søster og finde en form for fred og forsoning med det største traume i sit liv – et traume, hun har brugt hele sit liv på at tage afstand fra, men nu er nødt til at konfrontere.

Men det er også svært at komme uden om, at det er en fortælling om et menneske, der er blevet vildledt af behandlingsindustriens rationaler til at undertrykke sit sande jeg, og som via sin nyfundne forståelse for skjulte budskaber i det på overfladen tilforladelige skal erkende, at barndommens vandringer i gullige skovbunde var så virkelige som et besøg på Bakken uden for åbningstid.

’Equinox’ skriver sig ind i en rig filmhistorisk tradition for smægtende flirt med det kultiske, fra ’Rosemary’s Baby’ til ’Eksorcisten’ og ’The Wicker Man’, og der er da også oplagt fascinerende materiale i at overgive sig til det aparte metafysiske foran skærmen i kontrast til, hvad man ville gøre i sit eget liv. Det kan, kort sagt, skabe grobund for fængslende fiktion.

Men for tiden synes dyrkelsen af bizarre parallelverdener alt for present, og det giver ’Equinox’ et underligt skær af fanfiction for flanken, der skyller vaccinen ud med badevandet og ser symbolsprog, hvor vi andre ser en Hawaii med ekstra ananas.

Jeg er rolig ved, at ’Equinox’ hverken gør fra eller til for virkelighedens konspirationsteoretikere, og det er altså ikke, fordi jeg mener, serien er farlig eller problematisk, eller at man for den sags skyld kan bebrejde skaberne bag for at sprede uhensigtsmæssige budskaber.

Al populærkultur er imidlertid ikke kun et spørgsmål om kvalitet, men også om timing. Film, litteratur og musik kan få øjeblikkelig klassikerstatus på en måde, som skaberne aldrig kunne have forudset, fordi de ræsonnerer med en pludselig begivenhed eller forrykning i samfundet.

Men den dynamik kan også have negativt fortegn. Og timingen for ’Equinox’ er desværre bare off.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af