James Bond-film kommer stadig i biografen trods milliardhandel med Amazon

James Bond-film kommer stadig i biografen trods milliardhandel med Amazon
Daniel Craig i 'Spectre'.

I går blev det bekræftet, at Amazon opkøber filmstudiet MGM for den svimlende sum af 51,5 milliarder danske kroner.

Dermed overtager Amazon på sigt hele MGM’s arkiv og titler, der inkluderer ‘Rocky’-franchisen, ‘The Handmaid’s Tale’ og – vigtigst af alt, naturligvis – distributionsrettighederne til James Bond.

Det fik med det samme nogle til at frygte, at fremtidens James Bond-film vil lande direkte på Amazon Prime i tråd med den tendens, vi har set på det seneste hos Disney og Warner, hvor selv store blockbusters kommer ud digitalt simultant med biografpremieren for at promovere studiernes egne streamingtjenester.

Men Barbara Broccoli og Michael Wilson, som stadig via deres selskab Eon Productions har rettighederne til selve James Bond-franchisen og dermed også efter Amazon-handlen bestemmer, hvad der skal ske i 007-universet, forsikrer over for Variety om, at Bonds fremtid ligger i biografen.

»Vi er dedikeret til at fortsætte med at lave James Bond-film for biografpublikum over hele verden«, siger de slet og ret.

Man kan dog stadig forestille sig, at den næste Bond-film efter den snarlige ‘No Time to Die’ kommer på Amazon Prime hurtigere efter biografpremieren, end biograferne ville ønske.

Og derudover ligner det en oplagt tanke, at Amazon kommer til at nyde godt af en udbredning af James Bond-franchisen, som ikke er sket i MGM-regi de seneste år, hvilket mange har set som en forspildt mulighed. I hvert fald har Broccoli, Wilson og MGM set til, at Star Wars og Marvel har spredt sig ud som succesfulde tv-serier, mens Bond-franchisen stadig er begrænset til en film hver tre-fire-femte år.

Denne eksklusivitet kan også have en styrke, men mon ikke brandet skal malkes de kommende år som led i den massive aftale, der skal styrke Amazon Prime til fremtidens streamingkrig i lighed med deres kommende, milliarddyre ‘Ringenes herre’-serie.

I mellemtiden lander ‘No Time to Die’, Daniel Craigs sidste film som 007, den 30. september. I biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af