En ny dansk folkekomedie har kurs mod biograferne denne sommer, når instruktør Rasmus Heide, aka. manden bag ‘Alle for én’ og ‘Blå mænd’, præsenterer ‘Centervagt’.
Tryllekomiker Rune Klan og Robert-prisvinder Josephine Park (‘Doggystyle’) har begge deres første store spillefilmshovedroller som småforelskede centervagter, hvis hverdag kastes ud i kaos da chefen (Kirsten Lehfeldt) annoncerer, at nedskæringer er på vej.
For har man virkelig brug for vagter i et shoppecenter med så få kunder?
Glen (Klan) og MC (Park) beslutter sig for, at det skal være løgn: Og springer i desperation ud som falske tyveknægte for indirekte at overbevise chefen om, at der ikke bør spare på sikkerheden.
Men så hyres en smooth talking, superprofessionel vagt ind til at få styr på sagerne (Christopher Læssø), og pludselig kæmper Glen ikke alene mod en fyring, men også for at beholde sin MC …
Med på rollelisten er også Stephania Potalivo, Martin Brygmann, Nikolaj Stokholm og Charter McCloskey, og ‘Centervagt’ rammer biograferne 10. juni.