Kom ikke og sig, at HBO ikke kæler velvilligt for din indre teenager – eller bare teenagere generelt:
Er du til dyster melankoli og ulykkelig kærlighed badet i flakkende neonlys har ‘Euphoria’ din ryg, mens »lillesøsteren« ‘Generation’ byder på en noget mere farverig og humoristisk skildring af en række queer elevers hverdag og romantiske forviklinger på en californisk highschool. Serien er skabt af den blot 19-årige (!) Zelda Barnz og hendes to fædre, Daniel og Ben Barnz, og har selveste Lena Dunham med som producer.
Vi sendte fem stjerner efter første sæson tidligere på året, og nu er anden sæson lige hjørnet:
Mere præcist er der faktisk tale om anden halvdel af første sæson, idet serien blev sat på pause af corona sidste år.
‘Generation’ er tilbage på HBO i det amerikanske 17. juni. Vi krydser fingre for, at den ligeledes lander på HBO Nordic omkring samme dato.