’Generation’: 19-årig serieskabers HBO-serie viser, hvad ungdomsserien kan i 2021

»Jeg er stjerne på vandpoloholdet, jeg har et perfekt karaktergennemsnit, og min tolerance for at give en fuck er minimal«.

Ordene kommer ud af munden på Chester (Justice Smith). En af skolens populære fyre, som er blevet sendt på kontoret for at tage en regnbueglimtende croptop på i skole. Fordi det er tredje gang på en måned, skal han have den nye vejleder til at skrive under på, at han »forstår konsekvenserne«. 

Men den gamle forstokkede vejleder er død og blevet skiftet ud med en smuk ung mandlig terapeuttype, som Chester forsøger at flirte med, da han spørger ham, om han rent faktisk forstår konsekvenserne af overtrædelsen? Som med næsten alt andet, der kommer ud af Chesters mund, drypper det af sarkasme, da han gengiver sin forståelse for konsekvenserne: Tre overtrædelser mere betyder nok udvisning, waterboarding og død.

Hvis man stadig er i tvivl om, hvilken generation serien handler om, er det Generation Z.

Hvor highschoolens bad boy og stjernequarterback forenes i én queer dødsangst, grænsesøgende sportsstjerne med mørk hud og blondfarvet hår, der flirter med sin mandlige vejleder.

Med mentorstøtte fra executive producer Lena Dunham er den kun 19-årige Zelda Barnz ophavskvinde til serien. Hun har udviklet og skrevet den med sine fædre, hvoraf den ene, indieinstruktøren Daniel Barnz (‘Cake’), står som medskaber på ‘Generation’.

Det meste af tiden følger vi Chester og et slæng af andre highschool-elevers mere eller mindre dramatiske teenageliv i et overklassekvarter, med forelskelser, fester og trippede akvariebesøg.

Men ud over hverdagslivet disker ‘Generation’ også op med en syret spændingspræmis, der indleder hvert afsnit. Da den basicbitchede Naomi er på udsalgsshopping i Sephora, udvikler hendes venindes toiletbesøg med menstruationssmerter sig til at være veer, der indvarsler hendes akutte fødsel. Vel at mærke uden Naomi anede, at veninden var gravid.

Hospitalet er udelukket, så hun googler »How to give birth in a mall« og spurter gennem apotekets gange for at skaffe sig fornødenheder til at forestå fødslen. Hvem der gemmer sig bag toiletdøren, venter man i spænding på at finde ud af.

Efter hver slagkraftige åbningsscene ser vi nemlig historien skride frem fra tre måneder tidligere, hvor de samme scener og øjeblikke gengives fra forskellige karakterers synspunkter. Ud over Chester og hans møder med studievejlederen følger vi blandt andet Nathan, der sukker efter ham, mens han er ved at gå i opløsning som ikke-heteroseksuel søn af beigekonservativt kristne forældre.

Den generte lesbiske Greta forsøger at bryde ud af sin skal og score den smukke feministiske fotograf Riley, mens hendes mor tilsyneladende er blevet udvist fra USA.

Skiftene er ikke bare en stilmæssig gimmick, men formår at understrege seriens absolut stærkeste kvalitet, nemlig legen med de unges opfattelser af hinanden og indre versus ydre liv. Som da en karakter, man i første omgang tror græder af sorg, i virkeligheden har fået sæd i øjet under et fejlslagent blowjob.

Det mærkes på både godt og ondt, at ‘Generation’ er skabt i et far-teenagedatter-samarbejde med Lena Dunham på sidelinjen. Den virker nemlig lige dele ung og ny i sit diverse persongalleri og momentært underdanig på en lidt desperat forælderagtig måde.

Mange af replikkerne er meget skrevne og overforklarende. Karaktererne virker til tider lidt for bevidste om, at de er med i et generationsportræt. Utallige nærbilleder af Snapchat, Instagram-dm’s og karakterer, der højlydt brokker sig over uforudsigeligheden af reklamer på Youtube, føles, når det er værst, parodisk portrætterende.

Indflydelsen fra Dunhams ‘Girls’ kan mærkes, og serien får for alvor bid, når den ligeledes tillader sig at stikke til generationen, serieskaberen selv tilhører.

Under et møde i LGBTQ-klubben går skoleskyderi-alarmen, men de unge reagerer udramatisk. Det er hverdagskost. Ingen skriger eller græder. I stedet falder samtlige karakterer i svime over en pimple popping-video, der er så grufuldt hvidvæskende, at den ved første øjekast let kan forveksles med et cumshot.

På karakterfronten er den karakter, som stryger mest mod hårene, den befriende selvoptagede Arianna, en afroamerikansk pige med to fædre, der ad flere omgange flexer sin minoritetsstatus på en måde, der føles forbudt. Hun fortæller konsekvent homofobiske jokes med fædrene som undskyldning. Under alarmberedskabet indspiller hun falske tårefyldte panik-videoer på sin telefon, mens hun er helt rolig, så snart selfiekameraet slukkes. Da en centervagt stopper hende for at løbe væk med en udstillingsmodel af en oppustelig pool, og hun endelig får snakket sig fri, råber hun »reparations«, et udtryk der bruges om kompensation for slaveriet i USA.

Med sin ubesværede fremstilling af seksualitet, porno, stoffer og politik er det nærliggende at sammenligne ‘Generation’ med bane- og tabubrydende ungdomsserier som ‘Euphoria’ og ‘We Are Who We Are’. Men der er ikke tale om mere af samme skuffe så meget som et skift i, hvad ungdomsserien er og kan i 2021.

‘Generation’ er rig på alt det, der gør ungdomsserien underholdende, samtidig med at den insisterer på at fortælle det på sin egen måde. En bevægelse væk fra et ‘The Breakfast Club’-formet status quo, hvor sportsstjerner, cheerleaders og underdogs gør highschool-galleriet så forudsigeligt som fordybningerne i en bakke flymad.

Den smadrer fordums highschool-troper, vender et nyt blad og samler en højtragende selvbevidst, men dybt underholdende mosaik af den flydende og diverse identitetskabelse, Generation Z er kendt for.