’Euphoria’: HBO’s kontroversielle nye ungdomsserie er et koncentrat af Generation Y filtreret gennem Tumblr
England havde ’Skins’, og her i Skandinavien har vi ’Skam’. USA har i mange år forsøgt at lave en serie, der på samme måde definerer og hudfletter en generation. Man fornemmer, at ’Euphoria’ er endnu et forsøg i denne retning.
Forsøget lykkes – delvist.
Rue Bennett (Zendaya) bliver født tre dage efter 11. september og tilhører således Generation Y – den generation, der er født efter årtusindskiftet. Lige fra fødslen er Rue en misantropisk sjæl, altid på jagt efter sit næste fix. Rue har OCD, og fra en tidlig alder vender hun sig mod stofferne for at finde et frirum i hverdagen. Mens hun stadig går på highschool sendes hun i sommerferien på afvænning efter at være faldet om af en overdosis på sin lillesøsters værelse.
Tilbage på skolen bliver hun set ilde til som pigen, der OD’ede. Hun er dog langt fra den eneste, der har problemer. I stil med ’Skins’ giver hvert afsnit indblik i en ny karakter i Rues omgangskreds. Der er Rues nye bedste veninde, den transkønnede Jules (Hunter Schafner), skolens lækre fyr, den homofobiske bro-dude Nate (Jacob Elordi), klassens tykke pige Kat (Barbie Ferreira), der i al hemmelighed skriver erotisk One Direction-fanfiction og eksperimenterer med udgivelse af online-porno, og mange flere. Vi ser dem alle gennem Rues øjne, der som den klassiske ungdomsromans alvidende fortæller leder os på en rejse igennem den ene sørgelige barndom efter den anden.
’Euphoria’ er fuld af stoffer, sex, selvbebrejdelser, svigtende selvtillid, forrådte venskaber, alkohol, dårlige mødre og endnu værre fædre. Som generationsportræt tegner den et uhyrligt dystert billede, men som serie er ’Euphoria’ et stykke ganske underholdende og velinstrueret teenagedrama, med gode skuespilpræstationer og herligt gråzonede og ofte usympatiske karakterer.
Det er dog sværere at relatere sig til serien. Man fornemmer, at ’Euphoria’ er et slags koncentrat af Tumblr: Teenageangst og selvnedgørende nihilisme over samfundet anno 2019, iblandet en solid dosis popkulturelle referencer og filtreret igennem et Instagramfilter, sprinklet med glitter, pasteller og neonfarver, og kørt igennem det ekstremiserende kommentarfelt.
Skal man tro Rues teenagemelankolske fortællerstemme, har Generation Y det mildest talt forfærdeligt. Faktisk er det lidt af et mirakel, hvis du som teenager ikke konstant ønsker at tage livet af dig selv. Men de sociale medier, og i særdeleshed Tumblr, er fyldt med den slags hyperbolske udtalelser, og på den måde er ’Euphoria’ måske nok en meget god maggiterning af Generation Y’s selvopfattelse. Millennials havde emo, Generation Y har Tumblr, Instagram og Snapchat.
Undervejs tager serien en mængde relevante problematikker op omkring kønsidentitet, homofobi, diskrimination, stofforbrug, selviscenesættelse, sociale medier, catfishing, hævnporno, seksuelle grænser, identitet, kropsforståelse, selvskade, psykisk sygdom og mentalt helbred. Men der er alligevel langt til ’Skam’s følelse af relaterbar ægthed. Og det kan selvfølgelig godt være, fordi vi befinder os på den anden side af Atlanten. Men karaktererne virker både for perfekte i deres modelagtige styling og for ekstreme i deres valg, til at man køber dem som ægte teenagere.
Det er også problematisk, at man på bedste Hollywood-maner har castet så modelsmukke skuespillere med den ellers gode eks-Disney-stjerne Zendaya i spidsen til at spille teenagere med så alvorlige problemer, for i bedste fald viderefører serien de usunde kropsstereotyper, som den foregiver at nedbryde, i værste fald forherliger den stofmisbrug, selvskade og internetporno. Og samtidig kommer nogle scener faretruende tæt på at blive exploitative. Serien, der allerede har skabt overskrifter med sine seksuelt eksplicitte billeder, går lige til grænsen – og nogle gange lige over.
Visuelt står ’Euphoria’ utroligt stærkt, med flotte og kreative virkemidler og en billedside, der er lige så euforiserende som sin konstant høje hovedperson. Det er forfriskende, at Rues intense narkomisbrug ikke bortforklares med barndomstraumer og i stedet behandles som en sygdom.
Kort sagt:
Som maggiterning over Generation Y er ’Euphoria’ et deprimerende bekendtskab, men som teenageunderholdning får den én til at savne gymnasiefesterne.
Læs også: Giv ‘Blank’ en chance mere!