Da Seth Rogen var purung og nyslået skuespiller, var han på jagt efter alle de roller, han kunne få. Det ledte blandt andet til »den mærkeligste audition nogensinde«, da han tog til prøve på Eminems ‘8 Mile’.
Det skriver Rogen i sin nye bog, ‘Yearbook’, (via Insider). Han var til audition på rollen som Eminems ven, Cheddar. Og fordi casteren var ukomfortabel med at læse den »rap-agtige« dialog op, tog Rogen sin ‘Freaks & Geeks’-kollega Jason Segel, der også skulle til audition på rollen, med for at læse replikker op med ham.
»Vi spurgte vores agenter om vores auditions kunne blive planlagt lige efter hinanden, så den ene af os kunne lave audition til rollen som Cheddar, mens den anden læste Rabbits (Eminems karakter, red.) replikker. Og så ville vi bytte bagefter. Vi overnattede i min lejlighed dagen inden, så vi kunne forberede os og så kørte vi til audition sammen«, skriver Rogen.
Det viste sig dog hurtigt, at Rogen ikke just var den rette til at spille en rapper fra Detroit: »Selv under de bedste omstændigheder er det pinligt at gå til audition. Tilføj så det faktum, at en af dine bedste venner står og ser på dig, og vi begge to skal spille rappere fra Detroit, hvilket vi ikke kunne være mindre passende til«.
Auditionen kørte helt af sporet, da de to skuespillere skulle sige replikker som »Yo, yo, mothafucka! Det er Cheddar. What up, bitch!«.
»Jeg begyndte at grine hysterisk og det samme gjorde Jason. Vi kunne bogstaveligt talt ikke klare os gennem auditionen. Så snart en af os begyndte at spille scenen, ville den anden knække sammen af grin. Det var så fjollet. Vi kunne ikke færdiggøre det. Vi var nødt til at undskylde os selv og gå, mens tårerne trillede ned ad ansigtet på os«.
Rollen som Cheddar gik til skuespilleren Evan Jones. Da ‘8 Mile’ udkom i 2002 havde Rogen kun haft en rolle i ‘Freaks & Geeks’ og en mindre rolle i ‘Donnie Darko’