’Centervagt’: Rune Klan-komedie er så ubegribeligt mislykket, at man næsten bliver lidt trist
RIP du danske folkekomedie, som du ligger der og raller i en pøl af pøllekomik, kvast under det 21. århundredes filmiske ringeagt for hjemmegroet humor på et højere plan end pikformet lertøj (’Centervagt’), pikformede ispinde i numsen (’Jagtsæson’) og en pikperlerække af mandlige komikeres forplantningsorganer på slap line (’Alle for klassefesten’).
Jep, pikken har været kongen af dansk komik, siden ’Klovn’ inspirerede en generation af filmmagere til at forsøge at lave … den nye ’Klovn’.
Et projekt, der end ikke er lykkedes for ‘Klovn’s egne bagmænd, og som i stigende grad har plagieret ’The Hangover’ og ’Bridesmaids’ ud i ekstremerne – men som immervæk også har solgt i millionvis af biografbilletter, uanset hvor mange sure solo-stjerner, anmelderne har fyret efter fadæserne som giftige dartpile.
Alligevel, kære læser: For din dyrebare fritid og pengepungs skyld håber jeg, at du uanset filmsmag vil låne mig dit øre, inden du lægger ud for to på sofarækken og den store popcornsmenu. For skønt nogle derude måske vil finde det urkomisk, at Rune Klan bitchslappes af ovenstående lerpik i traileren til ’Centervagt’, så er instruktør Rasmus Heides nye ’komedie’ ikke at sammenligne med hans tidligere ’Alle for én’-trilogi.
Den er ingenting.
Ikke fandenivoldsk, ikke fræk, ikke ulækker, ikke selvironisk og ikke en oplagt kandidat til en gang hjernedød hatewatching med vennerne fredag aften.
’Centervagt’ føles mindre som en reel spillefilm og mere som en langtrukken kameratest, inden de rigtige optagelser skydes i gang senere. Det er halvanden times amatørreklame for dit lokale indkøbscenter så blottet for energi, at man dårligt nok orker at krumme tæer.
Et eksempel: I starten af filmen udnævnes Josephine Parks G.I.-Jane-aspirerende centervagt MC igen, igen som månedens medarbejder af centerleder Krans (Kirsten Lehfeldt). Kollegerne (Martin Brygmann, Stephania Potalivo med flere) klapper lydigt.
Stilhed.
» … Plejer der ikke at være SAFTEVAND?«, spørger filmens Lars Hjortshøj-substitut Ebbe (Charter McKloskey) højt, lige idet man overvejer, om instruktøren mon har råbt »Cut«, uden at vi hørte det.
Mere stilhed, mens Heide lader joken bundfælde sig.
Den nyligt Bodil-nominerede nationalskat Lehfeldt ser træt ud. Det samme føler man sig selv, ikke mindst fordi der dårligt er gået syv minutter. Og sådan fortsætter det.
’Centervagt’ fortæller historien om den midaldrende vagtmand Glen, der sammen med sit noget yngre crush MC nyder en fredelig tilværelse i det lukningstruede Super Center. Der er hverken kunder eller tyveknægte, så chefen stiller ikke overraskende spørgsmål ved, om der virkelig er brug for to vagter på lønningslisten.
En må ud, men det kan Glen umuligt acceptere – først og fremmest fordi det vil betyde, at hans utopiske ’chancer’ for at score MC forringes. Hun er naturligvis ingenlunde interesseret i ham, men går i sin fyringsangst med til at iscenesætte en række tyverier ved højlys dag for at overbevise Krans om, at trusselsniveauet kræver to hverdagshelte i blåt.
En effektiv plan, virker det til – lige indtil supervagten Patrick (Christopher Læssø) hyres ind for at sætte en stopper for urolighederne og selvfølgelig charmer MC i gulvet.
Tankerne ledes uvægerligt i retning af Kevin James-komedien ’Paul Blart: Mall Cop’ fra 2009 kombineret med en venlig (bevidst?) opfordring til at støtte op om de fysiske danske butikker i en coronakrisetid – bortset fra, at her selvsagt ikke er tale om små pressede forretningsdrivende på hovedgaden, men derimod anonyme filialer af Elgiganten og Kop & Kande på en grå parkeringsplads.
Som voksenunderholdning er ’Centervagt’ på alle tænkelige måder ubegribeligt mislykket, men – og det her siger jeg vitterligt uden et gran af spydighed – det skal ikke helt udelukkes, at børn i ’Far til fire’-alderen ville få noget hyggeligt ud af den forsimplede dialog, Ramasjang-slapstick og karikerede karakterer, hvis Rasmus Heide var villig til at tweake et par scener, spilletiden og filmens markedsføring forud for streaminglanceringen (ud med sekvensen, hvor Josephine Park løsrevet fra al sammenhæng pludselig viser bryster til en mandlig kollega … ).
Det er en redningsåre, som jeg for alle de involveredes skyld håber, at instruktøren vil række ud efter.
Kort sagt:
’Alle for én’-instruktør Rasmus Heide har begået en »folkekomedie«, der mest af alt minder om en 30-sekunders amatørreklame for dit lokale indkøbscenter strakt ud i et spillefilmformat så pivringe, at man næsten får ondt i maven på de medvirkendes vegne.