Rasmus Heide deler vandene.
Siden han i 2008 spillefilmdebuterede som instruktør og manuskriptforfatter med komedien ‘Blå mænd’, der solgte mere end 400.000 billetter, har han trukket horder af glade publikummer i biografen med filmsucceserne ‘Julefrokosten’, ‘Alle for én’, ‘Alle for to’ og ‘Alle for tre’ – en fjerde film i serien er på vej.
Men blandt landets anmeldere er der ikke mange fans af Rasmus Heide og hans komedier. Hårde bedømmelser som »uinspireret, småtarvelig forbryderkomedie« og »fladpandet familiekomik for voksne« er efterhånden blevet hverdagskost for den 42-årige komedieskaber.
Nu er Rasmus Heide premiereaktuel med sin nye komedie ‘Centervagt’, og dermed er det måske igen blevet tid for publikum og anmeldere til henholdsvis at grine og græmmes i biografmørket.
Rune Klan og Robert-prisvinder Josephine Park (‘Doggystyle’) spiller hovedrollerne som de to centervagter Glen og MC, hvis hverdag kastes ud i kaos, da chefen (Kirsten Lehfeldt) annoncerer, at nedskæringer er på vej, for har man overhovedet brug for vagter i et shoppecenter med så få kunder?
Glen og MC beslutter sig for, at det skal være løgn: Og springer i desperation ud som falske tyveknægte for indirekte at overbevise chefen om, at der ikke bør spares på sikkerheden. Men så hyres en smooth talking, superprofessionel vagt (Christopher Læssø) ind til at få styr på sagerne, og pludselig kæmper Glen ikke alene mod en fyring, men også for at beholde sin MC.
Med på rollelisten er også Stephania Potalivo, Martin Brygmann, Nikolaj Stokholm og Charter McCloskey.
»Jeg kom egentlig først på historien om det med at være hemmeligt forelsket i sin kollega. Der er bare noget ved det der med, at så snart man er ærlig omkring sine følelser, sætter man sig selv på spil og risikerer noget, for hvad nu hvis de følelser ikke er gengældt? Og så synes jeg bare altid, det er interessant at tænke historien ind i forskellige settings, og der har jeg en forkærlighed for at finde nogle små lukkede arenaer, som vi alle sammen på en eller anden måde kender. Det hjælper, at vi som publikum har en idé om, hvad der skal foregå i sådan en arena som for eksempel et shoppecenter. Vi ved godt, hvad der er nogenlunde normalt, og derfor bliver det også meget tydeligt for publikum, når noget går helt galt«, begynder Rasmus Heide i den anden ende af Zoom-forbindelsen en formiddag i juni.
»Det dejlige ved at arbejde i et renskuret komedie-univers er, at hvis man gør bagtæppet lidt mere simpelt, end det er i virkeligheden, kan de banale følelser og det banale budskab i virkeligheden stå klarere. Vi lever i en tid lige nu, som er meget fyldt med løgn og hule værdier. Derfor syntes jeg, det var dejligt at tage en karakter, som er tvunget til bare at være ærlig med, hvordan han føler, og som vigtigst af alt gør noget ved det«.
Ingen undskyldning
Hvad er dit forhold ellers til komediegenren?
»Jeg synes, det er skønt at lege i en genre som komedien, fordi den har så mange faste konventioner. Vi har en hel genre, hvor vi alle sammen er enige om, at det skal ende godt. Vi skal gå ud af biffen med en fed følelse i maven, og vi skal have grinet og haft en fed fælles oplevelse. Når jeg finder på historien, forsøger jeg at placere karaktererne et så vanvittigt sted som overhovedet muligt og gøre vejen derhen så umulig og komisk og vanvittig som muligt, så der er en masse udfordringer og forhindringer, de skal henover. Så skal jeg også helst skrive nogle karakterer, som har rigtigt svært ved det her, for jo sværere de har ved det, jo større er udfordringen, og jo lettere bliver det at grine af dem. Jeg skruer bevidst op for karaktererne, så de bliver lettere at grine ad, men jeg tror ikke, det ændrer ved, at vi kan genkende følelsen«.
Er der en decideret tjekliste, man skal følge som instruktør, når man arbejder med komedier?
»Nej, det er en knivsæg hele tiden, for hvornår bliver det en formel, og hvornår er det genrekonventioner, som man følger, fordi man er forelsket i denne her genre? Jeg tror, det er vigtigt at ryste posen hele tiden. Og en ting, som jeg tvinger mig selv til, hver eneste gang jeg laver en film, er at trække en streg i sandet og selvfølgelig bruge de erfaringer, jeg har gjort mig professionelt rent håndværksmæssigt, men ellers glemme alt og starte fuldstændig fra det blanke papir. Jeg bruger mest konventionerne til at udfordre og forny mig selv og gå lidt imod konventionerne en gang imellem. Man kan mærke med det samme, når man går ned ad en sti, hvor græsset er fuldstændig trådt ned, at der er for mange film, der er gået denne her vej, lad os lige rulle tilbage og finde på noget andet«.
Hvorfor tror du, komediegenren er blevet din niche som instruktør?
»Den primære årsag er, at jeg synes, det er en super farlig genre. Hvis man laver en krimi, der skal være spændende eller et drama, der skal være rørende, og det ikke lykkes, kan man ikke høre det i biografsalen, men man kan høre det, hvis publikum ikke synes, en scene er sjov. Der er ingen undskyldning, hvis man forsøger at lave noget sjovt, og det ikke er sjovt, for så er det bare dårligt lavet«.
Og hvorfor lige humor?
»Jeg er efternøler, så jeg har meget gamle forældre, og det var virkelig svært at finde noget, der kunne fænge os alle sammen, men vi kunne finde sammen om Marx Brothers, Charlie Chaplin og Buster Keaton. Da jeg sad der som syvårig og kiggede på mine forholdsvis gamle forældre skrige af grin over noget, der var lavet af nogle mennesker, de overhovedet ikke kendte, som var født og opvokset i et andet land og i nogle tilfælde ikke engang var i live længere, tænkte jeg, hvor vildt det er, at der er det her fælles sprog, som kan krydse Atlanten, men også sociale skel og nationaliteter«.
»Det var fantastisk at kunne se noget sammen med mine forældre, som ramte noget i os alle sammen foran kukkassen, selvom jeg var syv, og de var halvtreds, og jeg tror i virkeligheden, det blev en jagt på det«.
Stærkt symbolsprog
Hvordan går du til arbejdet, når du sidder foran det blanke papir?
»Jeg prøver meget at mærke efter, hvad jeg selv har lyst til at se på lærredet, og der spiller det meget ind, at de karakterer, jeg laver og skal fortælle en historie med, er nogle, jeg har lyst til at være i rum med. Jeg er overbevist om, at det skinner igennem i alle mine film, at jeg aldrig sidder og griner ad mine karakterer, men at jeg føler enormt meget for dem og genkender dem i mig selv og i min egen vennekreds«.
»Jeg arbejder meget minutiøst med de forskellige typer af jokes, og hvornår jeg har noget visuelt overraskende, hvornår jeg har en ren replikbåren vittighed, og hvornår jeg har noget slapstick, hvor det er noget fysisk action, der skal udløse grin. Mit kontor er en stor eksplosion af post-its, som er farvekodet efter, hvornår det er rørende, hvornår det er spændende, og hvornår det er overraskende eller sjovt. Der bliver nødt til at være en harmonisk strukturering af materialet, så folk kan gå i biffen og mærke, at der er en her, der har tænkt over det, så du bare kan sætte dig tilbage og nyde det«.
»Jeg arbejder typisk et halvt år på struktureringen af historien og involverer en masse vanvittigt dygtige mennesker. Når alt det er på plads, laver jeg en synopsis, som typisk fylder fire til fem sider, og derfra laver jeg et treatment på typisk 40 sider, hvor hele filmen er nedskrevet, bare uden replikker. Så begynder replik-arbejdet, og det er også noget, der involverer en masse komikere for at farve karaktererne forskelligt«.
Hvad synes du selv, dine film bidrager med til komediegenren herhjemme?
»Komedier skal primært være underholdende og give os en fantastisk god aften i biffen. Det er målet hver gang, men det er da selvfølgelig også en ambition, at folk skal tage noget med hjem. Det tager lang tid at komponere hvert enkelt billede, så der er simpelthen ingen grund til ikke også at lade det med betydning. Jeg arbejder altid med et enormt stærkt symbolsprog i mine film, for jeg ved, hvor meget det påvirker mig, og det fortæller alt sammen historier. Når Beate Bille i ‘Blå mænd’ kun er klædt i blåt og bærer sølvsmykker, så er det, fordi hun er en isdronning, som skal flettes ud af filmen senere, så jeg vil ikke have, at publikum skal savne hende«.
»Hende, der dukker tilfældigt op på genbrugspladsen, som spilles af Helle Fagralid, er kun klædt i rødt og bærer guldsmykker, fordi hun er varm og symboliserer kærlighed. Det er hende, vi skal jagte, og det skal vi forstå, selvom hun kun dukker op en enkelt gang. Jeg elsker at bruge hele den filmiske værktøjskasse, selvom jeg arbejder med komedier. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det gør en forskel, og jeg tror i al ydmyghed også, at det er det, der har gjort, at mine komedier har haft så langt et liv, og at folk bliver ved med at finde nye ting i dem«.
Dine film er store publikumssucceser, men samtidig bliver de slagtet af anmelderne: Er det bare anmelderne, der ikke har forstået dine film, eller er publikum for ukritiske?
»Jeg bruger typisk tre år af mit liv på hver film, og det trækker enormt hårde veksler på familien og alt andet. Når jeg kommer ud på den anden side, har jeg næsten brækket halsen hver gang, og derfor har jeg det også sådan: Det, der skal retfærdiggøre det hele, er ikke en gallapremiere eller anmeldelser. At der sidder nogle fagligt dygtige journalister med en filmhistorisk kompetence derude, som kan perspektivere filmen og sætte den ind i en kontekst, som publikum måske ikke gør af sig selv, synes jeg bare er fint. Jeg bliver lidt skuffet en gang imellem, når jeg kan mærke, at en journalist har anmeldt genren, mere end de har anmeldt min film, men jeg læser altid rub og stub, fordi det er rart at få nogle kompetente øjne på det, man har lavet«.
»Jeg har heldigvis også fået gode anmeldelser, og så bliver man selvfølgelig glad, når der er nogen, der har forstået, hvad man gerne vil, men det er ikke anmelderne, der bestemmer, om jeg får lov til at lave flere film. Det er publikum«.
Hvad definerer tomme kalorier?
Får det dig aldrig til at tvivle på kvaliteten af dine film, når der tilsyneladende er konsensus hos en del anmeldere om, at de ikke fungerer?
»Nu siger du, at de ikke fungerer, og det er jo lidt sjovt, fordi min sidste film ‘Alle for tre’ nok var den hårdeste anmeldte, men den blev også årets mest sete danske film, så hvem skal de fungere for? Er det for de otte toneangivende journalister, eller er det for biograf-Danmark, som valgte at gå ind at se den ud af de 30 film, der kom det år? Det er fantastisk, at det var den, de fleste ville ind at se, og det er noget, de færreste instruktører kommer til at opleve i deres karriere«.
»Jeg har været så privilegeret og heldig, at hver eneste af mine film har åbnet som nummer et og været den mest sete film den weekend. Jeg ved også, at det selvfølgelig ikke bliver ved, og at jeg kommer til at lave en kæmpe skævert, men indtil videre er jeg dybt taknemmelig for, at jeg deler humor med så mange. Er der noget, jeg ikke gør – som nogle journalister måske tror – så er det at sidde og prøve at regne den ud og tække mit publikum«.
Du nævnte selv, at komedier ofte kommer på samlebånd, men lige nu er du i gang med indspilningerne til ‘Alle for fire’, så man kan jo godt få det indtryk, at det måske også for dig handler om at gentage noget, som allerede har været en succes én gang og fodre masserne med tomme kalorier?
»Du bruger lidt nogle floskler, synes jeg, når du bruger udtrykket ‘tomme kalorier’, for hvad definerer tomme kalorier? Tomme kalorier er for mig en sketch på et minut, hvor du bare gerne vil have et hurtigt billigt grin, og så har du glemt, hvad det handlede om, og det er fint, det kan også noget, men det duer ikke i en film. Når man som journalist går ned ad den sti, hvor man siger, at det at lave en toer eller en treer er den nemme løsning eller appellerer til den laveste fællesnævner, klipper man fuldstændig forbindelsen til filmen. Så tager man simpelthen ikke længere filmen ind, for der er ingen af de ting, man kan trække ud af lærredet«.
»Det er noget, man trækker ud af det stigma, som hele genren har, og det er fint, det er mere journalistens problem end mit. Det er meget vigtigt, at man går ind til en komedie med lige så åbne øjne, som når man skal se et drama og prøve at smide de der fordomme, man har. Når man bruger udtrykket ‘tomme kalorier’, er det en hån mod det halve år, hvor jeg har siddet og struktureret det hele og skrevet det om 15 gange for lige præcis at få historien, som jeg vil fortælle den«.
Komediegenren kan sagtens rumme masser af substans, alvor, dybde og underliggende budskaber, men hvad tænker du om, at der måske er nogen, der vil sige, at der bare ikke er nogen klangbund i dine film, og at historierne simpelthen er for tynde og ligegyldige?
»Så er vi vel bare uenige. Jeg er så privilegeret, at der indtil nu i hvert fald har været et publikum, som jeg ser mig selv som en del af, for jeg har fuldstændig den her smag, og jeg glæder mig hver gang, der kommer en film, jeg ikke selv har lavet, så jeg kan se den og blive overrasket. Det er helt okay, hvis der sidder en journalist, som ikke mener, filmen virker, ud af 350.000 publikummer, som har haft en fed aften. Den journalist må gerne ringe, og så vil jeg gerne forklare det, men jeg har ikke noget stort behov for at tage til genmæle«.
Tag øjnene med i biffen
Danskerne er kendt for at være et rimelig tryghedssøgende publikum, men som instruktør kan man vel stadig godt kræve noget af sit publikum, ligesom vi som publikum kan kræve noget af jer som instruktører?
»Da vi lavede ‘Alle for en’, var vi fuldstændig stensikre på, at det var en enkeltstående film. Det var først et halvt års tid efter, vi pludselig kom på idéen om en toer. Etteren blev lavet for et meget lavt budget, så jeg blev nødt til at tage 14 sider ud af manuskriptet for at få det til at hænge sammen, og pludselig fik vi mulighed for at lave den film, vi egentlig gerne ville«.
»Publikum blev rigtig glade for toeren, og jeg begyndte egentlig at skrive på nogle andre film, men pludselig kom der en ide, som passede til de samme karakterer, og så lavede vi en treer. Det var aldrig tænkt som en filmserie, så hvis nogle journalister har haft oplevelsen af, at det er en skive af samme salami, er det simpelthen et endegyldigt bevis på, at de ikke har haft øjnene med i biffen«.
»Alle filmene har forskellige hovedroller, og jeg klipper altid alle bånd til de gamle. Hvis Nordisk Film kommer og siger: ‘Kunne I ikke tænke jer at lave en film mere?’, siger vi altid nej, for filmen skal komme fra os. Der er ikke nogen, der bestiller film hos mig. Jeg går og hygger mig, indtil jeg kommer på en idé, og det kan være alene eller sammen med Mick eller alle mulige andre. Filmen kommer, når den kommer, og det skal 100 procent være vores egen idé og ambition«.
Sårer det din forfængelighed at være den instruktør, der ofte sables ned af anmelderne, eller har du måske ligefrem påtaget dig rollen som folkelig antihelt?
»Nu har jeg allerede modtaget et par anmeldelser af denne her film, som kunne tyde på, at strømmen er vendt for en gangs skyld. De er overraskende positive, så det kan være, det sker nu. Men nej, jeg ville jo simpelthen være egoistisk og forkælet, hvis jeg lod mig gå på af den slags ting, når jeg får lov til at udleve min store drøm. Men selvfølgelig vil vi da allesammen gerne elskes af alle – også af anmelderne – men indtil videre må jeg glæde mig over, at jeg i hvert fald har publikum med mig«.
»Faktisk lavede Det Danske Filminstitut en opgørelse sidste år over de mest sete danske film i tv de seneste ti år. Den mest sete er ‘Blå mænd’, den næstmest sete film er ‘Julefrokosten’, og den tredje mest sete film er ‘Alle for en’. Der er kun én fællesnævner på de tre film, og det er mig. Mine film har lange liv, og jeg tror, det er, fordi der er noget i filmene, man kan gå på opdagelse i«.
Du har arbejdet i noget tid på et drama om Victor Borge. Har du ambitioner om, at der skal ske noget andet for dig som instruktør, eller har du og komediegenren et livslangt ægteskab foran jer?
»Jeg skriver altid på mange forskellige film, og Victor Borge-filmen er noget, jeg stadig arbejder på, men det er en voldsomt dyr film, og derfor tager den bare længere tid at få stykket sammen. I udgangspunktet er der ikke nogen genrer eller film, jeg ikke rører ved. Jeg er så heldig, at jeg får tilsendt en masse manuskripter på både film og tv-serier, og jeg læser dem altid, for jeg vil også meget gerne lave noget, andre har skrevet, men jeg synes bare ikke lige, projektet har været der. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at slippe komedien helt, men jeg vil helt sikkert også gerne lave andre ting«.
Hvad har du af forventninger til ‘Centervagt’?
»Jeg håber jo bare, den bliver taget godt imod, som man gør hver gang. Jeg er super glad for den film, det er lykkedes at lave, og jeg har haft en fest med skuespillerne. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at det lykkedes at samle så fantastisk et hold foran og bagved kameraet. Når jeg har lavet en film, tænker jeg altid, om jeg ville lave den om den dag i dag med de erfaringer, jeg har gjort mig. Hvis jeg ville, betyder det jo, at der er flere ting, der er gået galt end godt, men det ville jeg absolut ikke med denne her film«.
»Man forbereder sig så godt som muligt, skriver manuskriptet så godt som muligt og øver sig så meget som muligt, men det er simpelthen fantastisk at få magien til at opstå på dagen lige foran kameraet, lige når alle er klar, og det er lykkedes adskillige gange på denne her film. Der er simpelthen alt for mange ting, der er gået bedre end forventet, til at jeg turde lave den om, så jeg glæder mig bare rigtig meget til at høre, hvad publikum siger«.
’Centervagt’ kan ses i biograferne fra 10. juni.