Biografaktuelle ‘Flugt’ går fortsat sin sejrsgang ved de internationale filmfestivaler. I går aftes modtog filmen hovedprisen ved animationsfilmens svar på Cannes, Annecy Film Festival i Sydfrankrig.
Den animerede dokumentarfilm, instrueret af Jonas Poher Rasmussen, er en af årets bedst anmeldte film herhjemme. Vores filmredaktør gav fuld plade og udråbte filmen til »et hovedværk i dansk film«.
Og det er han altså ikke ene om at synes. Historien om instruktørens gymnasieven Amin og hans flugt fra Afghanistan til Danmark i slutningen af 80’erne vandt tidligere på året hovedpriser ved filmfestivalerne Sundance og Göteborg.
‘Flugt’ var oprindeligt udtaget til den aflyste Cannes-festival sidste år og er siden blevet købt til amerikansk distribution for et syvcifret dollar-millionbeløb af selskabet, der førte ‘Parasite’ til Oscar-podiet.
Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en stor Oscar-kampagne, hvor filmen allerede spås som selvskrevet i op til flere kategorier.
‘Flugt’ kan lige nu opleves i de danske biografer.