Onsdag stillede Britney Spears sig frem i retten og kritiserede for første gang offentligt den omdiskuterede værgeordning, hvor hendes far styrer hendes økonomi og alle andre væsentlige aspekter af hendes liv.
»Jeg vil have, at værgeordningen slutter, uden at den skal evalueres først. Jeg burde ikke være under en værgeordning, hvis jeg kan arbejde. Loven er nødt til at blive ændret. Jeg mener oprigtigt, at værgeordningen er mishandling«, sagde popstjernen blandt andet i retssalen ifølge The New York Times.
Nu har Spears også udtalt sig offentligt om onsdagens høring i et opslag på sin Instagram-profil. Teksten er tilknyttet et billede af en lille pige, der holder en bamse. På billedet står desuden citatet: »Hvis du vil have, at dine børn skal blive intelligente, så læs eventyr for dem. Hvis du vil have, at de skal blive mere intelligente, så læs flere eventyr for dem«.
I den dertilhørende tekst forbinder Britney Spears eventyrcitatet med illusionen om en positiv tilværelse, som hun gennem flere år har forsøgt at skabe på sin Instagram-profil, på trods af, at hun ikke har haft det godt.
»Jeg vil bare gerne fortælle jer en lille hemmelighed. Jeg tror på, at vi som mennesker alle ønsker eventyrlivet, og ud fra de ting, jeg har postet, ser mit liv fantastisk ud. Jeg tror, det er hvad vi alle stræber efter! Det var en af mine mors bedste egenskaber. Uanset hvor dårlig en dag var, da jeg var yngre, lod hun altid, som om alting var okay for min og mine søskendes skyld. Jeg tager dette op, fordi jeg ikke vil have, at folk skal tro, mit liv er perfekt, for DET ER DET ABSOLUT SLET IKKE. Og hvis du har læst noget om mig i nyhederne denne uge, så ved du selvfølgelig, at det ikke er tilfældet«, skriver hun i opslaget.
»Jeg undskylder for at lade som om, jeg har haft det okay de sidste to år. Jeg gjorde det på grund af min stolthed, og det var skamfuldt for mig at dele, hvad der skete med mig. Men helt ærligt, hvem vil ikke indramme deres Instagram i et sjovt lys! Tro det eller ej, det har faktisk hjulpet at lade som om, jeg var okay, så jeg besluttede mig for at lægge dette citat ud i dag, fordi hvis du gennemgår helvede, så føler jeg, at Instagram har hjulpet mig med at have et cool sted at dele min tilstedeværelse, eksistens og bare føle, at at jeg har betydning på trods de ting, jeg gennemgår. Og hey, det virkede, så jeg har besluttet mig for at læse flere eventyr!«