Efter de lovlige og personlige forhold i Britney Spears’ værgemål er blevet gransket af #FreeBritney-bevægelsen, mange medier og en New York Times-dokumentar, stod sangeren i går selv frem og gav sin version af sagen.
Og det var mildest talt hård kost.
Popstjernen fortalte i retten om et liv med utrolig meget kontrol, heftig medicinering, endeløse psykologsamtaler og ikke mindst en grundlæggende interessekonflikt i en familie, der tjener store penge på hendes umyndiggørelse.
Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at Britney Spears’ udtalelser i retten er hendes version af historien. Der er uden tvivl meget, vi ikke ved.
Når det er sagt, er det dog både skræmmende og hjerteskærende at læse, hvad popstjernen har at sige om sit eget liv gennem de seneste 13 år. Hun er tydeligvis desperat og ulykkelig.
Men det oprør, som de her udtalelser markerer, rummer også en optimisme. For Britney Spears er tydeligvis ikke klar til at give op. Vi ser her på nogle af de vigtigste punkter i hendes forklaringer i retten.
1. Britney bliver tvunget til at turnere
En af de store diskrepanser i fortællingen om Britney Spears har været det faktum, at hun har turneret verden rundt i årevis, samtidig med at hun åbenbart er så syg, at hun ikke må tage en køretur i sin egen bil uden at bede sin far om lov.
Det urimelige i den situation bliver udpenslet af sangerens udsagn, hvor hun blandt andet fortæller, at hendes management pressede hende til at turnere, selv når hun ikke havde det godt med det.
Hun endte med at makke ret af frygt for retslige og personlige konsekvenser. »Det var meget truende og uhyggeligt«, siger popstjernen om at blive presset til at optræde.
2. Hvis hun ikke »samarbejder«, er der konsekvenser
Det er uhyggelig læsning, når Britney beskriver turnélivet. Hun fortæller blandt andet om, at hun ikke må sige nej til et dansemove uden frygt for anklager om, at hun ikke »samarbejder« – hvilket kunne resultere i flere trusler eller mere medicinering.
»Min terapeut sagde, at han havde fået en million opkald om, at jeg ikke samarbejdede, når vi øvede, og at jeg ikke havde taget min medicin«, fortæller popstjernen.
»Alt dette var usandt. Den næste dag begyndte han ud af det blå at give mig lithium«.
3. Hun bliver medicineret heftigt
Lithium er et stof, der bruges ved bipolar lidelse, og som blandt andet forebygger mani og depression. Det har dog også mindre positive bivirkninger, fortæller Britney.
»Han (terapeuten, red.) stoppede med at give mig den normale medicin, som jeg havde taget i fem år. I stedet fik jeg lithium, en meget, meget stærk og helt anden medicin sammenlignet med det, jeg var vant til«.
Popsangeren beskriver, hvordan den nye medicin påvirkede hende:
»Du kan blive mentalt skadet, hvis du tager for meget – hvis du bruger det i mere end fem måneder. Jeg begyndte at tage det, og jeg følte mig fuld. Jeg kunne ikke sige fra længere. Jeg kunne ikke engang have en samtale med min mor eller far om noget som helst«.
4. Britney må ikke få børn
I Britneys fortælling tegner der sig altså et billede af en person, der medicineres heftigt – ifølge hende selv for at få hende til at makke ret og turnere videre. Samtidig er Britneys personlige økonomi og frihed ekstremt begrænset.
Den hyperkontrollerede tilværelse, Britney beskriver, drejer sig dog ikke kun om medicinering og turnéer. Men også om hendes krop.
»Jeg vil gerne giftes og have en baby, men jeg fik at vide, at det kan jeg ikke i værgemålet«, fortæller hun eksempelvis.
»Jeg har en spiral inde i min krop lige nu, så jeg ikke bliver gravid. Jeg ville få den fjernet, så jeg kunne få et barn. Men mit såkaldte team lod mig ikke gå til lægen, fordi de ikke vil have, at jeg får flere børn«.
Det er skræmmende og virkelig ubehagelig læsning.
5. Instagram-opslagene om, at popstjernen har det godt, er løgn
#FreeBritney-bevægelsen havde for længst luret, at der var noget mærkeligt ved sangerens Instagram-videoer, hvor hun fortæller sine følgere, at alt er i skønneste orden.
Men det er alligevel uhyggeligt at høre historien bag videoerne med Britneys egne ord.
»Jeg har løjet og fortalt hele verden, at jeg er OK, og at jeg er glad. Det var løgn«, siger hun i retten. »Jeg troede bare, at hvis jeg sagde det nok gange, så ville jeg blive glad. Jeg har været i benægtelse. Jeg har været i chok«.
6. Britney Spears »græder hver dag«
Det, der måske er mest berørende ved Britney Spears’ udsagn i retten, er hvor desperat og ulykkelig hun virker.
»Nu siger jeg sandheden, okay? Jeg er ikke glad«, siger den 39-årige artist for eksempel. »Jeg kan ikke sove. Jeg er så vred, at det er sindssygt. Og jeg er deprimeret. Jeg græder hver dag«.
Det lyder nærmest mere som et råb om hjælp end som et udsagn i en retssag.
7. Forholdet til faren virker ødelagt
Det er selvfølgelig svært at vide præcis, hvordan det forholder sig med Britney Spears’ mentale helbred. Men når man læser hendes beretning, er det svært ikke at studse over, hvor ubehageligt hendes liv føles for hende, når hun kastes rundt mellem psykologer, institutioner og lægemidler.
Det virker samtidig åbenlyst, hvor ødelagt forholdet til faren er. Som når Britney beskriver en situation, hvor faren ville have hende indlagt på et psykiatrisk hospital.
»Jeg græd en time i telefonen, og han elskede hvert minut«, fortæller hun. »Han elskede den kontrol, han havde over en så magtfuld person som mig – den kontrol til at skade sin egen datter 100.000 procent. Han elskede det«.
8. Der er ingen tillid til familien
Det er ikke kun faren, der får kritik af Britney, men hele familien, som hun mener har enten accepteret eller ligefrem støttet værgeordningen af finansielle årsager.
»Min familie har levet af værgeordningen i 13 år, så det ville ikke overraske mig, hvis en af dem stod frem og sagde: Vi synes ikke, det skal slutte. Vi er nødt til at hjælpe hende«.
Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvordan de familiære forhold i Spears-familien hænger sammen. Men det virker som om, at den sammenblanding af familie, forretning og finanser, der er opstået her, ikke er en sund cocktail.
9. Ingen lytter
Hvis der er én følelse, der især skinner igennem i Britneys udtalelser, er det magtesløshed. Igen og igen siger hun, at hun ikke blev lyttet til eller taget alvorligt. Og at hun ikke troede, at nogen ville lytte, hvis hun trådte frem med sin historie.
Det gælder også dommeren, som Britney henvender sig til.
»Ved at holde værgeordningen i gang, og ved at holde min far i loopet, fik du mig til at føle, at jeg var død. Som om jeg ikke betød noget. Som om du troede, jeg løj. Nu taler jeg til dig igen, for jeg lyver ikke. Jeg vil have, at min stemme bliver hørt«.
10. Et lille lysglimt i en mørk historie
Uanset hvordan det hele ender, må man give dommeren ret, når hun til sidst siger, at det var modigt af Britney Spears at stå frem.
Vi kender fortsat ikke alle detaljerne i sagen, men det føles som en sejr i sig selv, at den umyndiggjorte popstjerne fik sin stemme tilbage i retten: »Jeg lyver ikke. Jeg vil bare have mit liv tilbage. Der er gået 13 år. Og det er nok«.
Der er også noget smukt i denne sætning, hvor Britney i dén grad står fast på sin egen selvstændighed: »Det eneste, jeg vil, er at eje mine egne penge, få det her til at stoppe og fucking kunne køre i min kærestes bil«.
Det, må man sige, er et helt rimeligt ønske til tilværelsen. Forhåbentlig bliver det opfyldt.