’Framing Britney Spears’: Omdiskuteret Britney-dokumentar bør være et wakeupcall for os alle
Hun bliver holdt indespærret mod sin vilje. Hele hendes liv kontrolleres af hendes far, og fra sin Instagram sender hun kodede SOS-meddelelser til sine følgere, hvis det da overhovedet er hende, der poster på profilen.
Sådan lød nogle af de mere eller mindre utrolige påstande fra #FreeBritney-bevægelsen i starten af sidste år, da Britney Spears aflyste sit hyperpopulære faste show i Las Vegas og derefter tilsyneladende forsvandt fra jordens overflade i to måneder. Siden da er bevægelsen vokset fra en smal konspirationsflok, der udvekslede store og små brødkrummer i internettets afkroge, til en full blown redningsaktion, som vil befri Britney fra det værgemål, hun blev underlagt tilbage i 2008.
Med dokumentaren ’Framing Britney Spears’ opnår bevægelsen den ultimative blåstempling fra et af verdens mest respekterede medier. The New York Times har dedikeret 75 minutter til at kulegrave værgemålet anno 2021, men også hvordan det hele kom så vidt, at man måtte ty til en komplet umyndiggørelse af en af vor tids største popstjerner.
Derfor får vi hele historien om den uskyldige, talentfulde pige fra Louisiana, der først charmerer hele USA som en del af Disneys ultra cute Mickey Mouse Club og sidenhen brager igennem lydmuren med debutsinglen ’…Baby One More Time’. Fra den ene dag til den anden er Britney Spears en superstjerne, men med den overvældende succes følger også en intens medieopmærksomhed, hvis ja… »framing« af den purunge Britney på ingen måde er ældet med ynde.
Man kan ikke meget andet end at krumme tæer, når granvoksne mennesker spørger ind til hendes bryster, og hvorvidt hun stadig er jomfru, eller når ekskæresten, Justin Timberlake, modtager mandehørmende klapsalver for at have taget hendes ellers så monitorerede mødom. Flere gange presses Britney til tårer i interviews, der dækker sig ind under at være »kritiske«.
Det kammer fuldstændig over, da den garvede amerikanske journalist Diane Sawyer konfronterer hende med et klip af en guvernørfrue fra Maryland, der udtaler, at hun ville skyde Britney Spears, hvis hun fik muligheden, fordi stjernens påklædning og optræden åbenbart skulle have dårlig indflydelse på alle de stakkels modtagelige børn.
Gennemgangen af pressens og særligt paparazzifotografernes mildest talt grænseoverskridende behandling af Britney, op til hun bliver sat under sin fars formynderskab i 2008, er hjerteskærende at bevidne. Og selvom det hele virker himmelråbende forkert i dag, når begivenhedskæden er overskueligt strakt ud som her, så er faktum desværre, at ingen, eller i hvert fald meget få af os, satte spørgsmålstegn ved mediernes vinkling af Britney Spears, før det var alt for sent.
Og heri ligger ’Framing Britney Spears’s måske største svaghed. I stedet for at konfrontere alle os, der hovedløst accepterede den åbenløse sexisme og udnyttelse, og i øvrigt slugte historierne om popprinsessens forfald råt, forsøger den nemlig at udpege få specifikke skurke.
Der er en høj grad af ansvarsfralæggelse i dokumentarens måde at binde Britneys sammenbrud og nuværende situation op på enkeltpersoner, og det er tankevækkende, at ’Framing Britney Spears’ ikke går længere i forsøget på at konfrontere det kollektive ansvar, vi alle har i fremstillingen og behandlingen af Britney gennem årene. Særligt fordi man ofte stadig kan finde samme tabloide og sexistiske fokus i nutidens mediebillede. Se bare da Billie Eilish trak overskrifter for noget så ligegyldigt som at have en tanktop på sidste år. Lærer vi det aldrig?
Den helt store skurkerolle i ’Framing Britney Spears’ indtages selvfølgelig af titelpersonens egen far, Jamie Spears, der har fungeret som Britneys både personlige og økonomiske værge siden 2008. Dokumentaren fremstiller ham som en fraværende far, der helt fra datterens spæde start i showbiz har betragtet hende som en investering, der skulle give afkast. Det dokumenteres desuden via officielle retsdokumenter, at Britney længe har ønsket at fjerne sin far fra posten som værge, som han stadig bestrider i dag sammen med en investeringsfond.
Efter at have set ’Framing Britney Spears’, har man i det hele taget meget svært ved at forstå, hvorfor Britney Spears stadig er umyndiggjort i dag, hvis ikke på grund af penge. Man sidder tilbage med følelsen af, at vi endnu mangler en meget afgørende brik i det uendelige puslespil, siden dommer efter dommer bliver ved med at forlænge værgemålet. Eller som Britneys tidligere advokat Adam Streisand rammende udtrykker: »We don’t know, what we don’t know«.
Hverken Britney eller hendes far medvirker i ’Framing Britney’, og dokumentaren fremlægger heller ikke nævneværdig ny information, der ikke allerede er kendt for #FreeBritney-bevægelsen. Det havde været mere end velkomment, hvis New York Times havde spillet med de journalistiske muskler og gravet dybere i de kilder, der ikke er tilgængelige for internettets velmenende amatørefterforskere, fremfor at byde på til tider bagkloge analyser af Britneys historie.
Ikke desto mindre er fortællingen om fænomenet og personen Britney Spears lige dele rørende og forargende, men mest af alt: Vigtig. Forhåbentligt kan ’Framing Britney’ være et wakeupcall til os alle om at behandle vores idoler som mennesker i fremtiden.
#FreeBritney
Kort sagt:
Framing Britney formår ikke at bringe ny information til bordet, men lykkedes alligevel med at forarge og forhåbentligt agere wakeupcall for os alle.