De seneste år er der opstået en protestbevægelse omkring hashtagget #FreeBritney. Her har en større gruppe fans insisteret på, at popstjernen på en eller anden måde bliver holdt fanget af blandt andet sin egen far, der styrer både hendes hverdag, karriere og finanser.
I begyndelsen lignede det hele lidt en konspirationsteori, men i takt med, at flere oplysninger omkring Spears’ liv er kommet frem, har #FreeBritney-bevægelsen fået mere og mere medvind. Sidste år viste det sig eksempelvis, at sangeren selv forsøgte at slippe af med faderen, der altså har et retsligt mandat til at styre stort set hele hendes liv.
Senest har New York Times meldt sig på banen med dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ (som desværre ikke kan ses i Danmark), der fortæller hele historien om popstjernens sammenbrud tilbage i 00’erne og så frem til nu, hvor hun fortsat er fanget i en situation, hvor hun ikke må styre sit eget liv.
Spears selv deltager ikke i ‘Framing Britney Spears’, men har nu delt et opslag på Twitter, hvor hun kommenterer filmen.
»Jeg bruger tiden på at lære og være en normal person«, skriver hun blandt andet i opslaget. »Husk, at uanset hvad vi tror, vi ved om en anden persons liv, så er det intet sammenlignet med den faktiske person, der lever på den anden side af linsen«.
Den noget kryptiske besked vil dog næppe lægge en dæmper på #FreeBritney-bevægelsens iver. De har nemlig for vane at prøve at dechifrere sangerens posts på sociale medier for at finde ud af, hvad hun ‘egentlig’ prøver at fortælle os.
Samtidig med, at Britney Spears således ser ud til at deeskalere situationen, har hendes kæreste, Sam Asghari, gjort det modsatte. Han har skrevet på Instagram, at han har »nul respekt for nogen, der prøver at styre vores forhold«, og han beskriver Britney Spears far med disse ord: »Jeg synes, Jamie er et totalt pikhoved«.