De seneste 12 år har en af 00’ernes største popstjerner hverken haft kontrol over sine finanser eller sin karriere. Hun har ikke haft lov til at køre bil, og alle penge, hun har brugt, er blevet overvåget. Hun kan heller ikke stemme ved valg.
Siden sit offentlige mentale sammenbrud i 2008 har Britney Spears nemlig været umyndiggjort, og hendes far, James Spears, har stået for alle større beslutninger i hendes liv, da han har været sangerens officielle værge.
Den seneste tid er den situation blevet kritiseret heftigt af Free Britney-bevægelsen, der mener, at popstjernen bliver holdt fanget af værgeordningen, og at hun hemmeligt sender SOS-signaler over Instagram.
Hvorvidt den lidt konspiratoriske idé om hemmelige nødråb er sand, skal vi ikke kommentere på her. Men siden i dag står det klart, at Britney Spears ønsker at frigøre sig selv fra sin status som umyndiggjort.
Hun har nemlig – via en advokat – bedt retten om at fjerne faderens status som værge. Spears beder om, at der skal være en professionel værge i stedet, men åbner også op for, at ordningen i fremtiden skal opløses helt. Det rapporterer New York Times.
Det er et stort nybrud i sagen, for indtil nu har Spears meget sjældent udtalt sig om sin retslige situation. Nu fremstår det altså helt klart, at hun i hvert fald ikke ønsker, at James Spears skal være hendes værge længere.