Lone Scherfig har siden den store succes med Oscar-nominerede ‘An Education’ – Carey Mulligans gennembrud – kun lavet film på engelsk.
Men nu vender den anerkendte danske instruktør hjem, og det gør hun for at lave en ny stor serie for TV 2, der skal have en anden succesfuld udlandsdansker, Sofie Gråbøl, i hovedrollen.
Mens Lars von Trier som bekendt arbejder på ‘Riget 3’, træder også Scherfig ind af hospitalets døre – dog nok i en lidt anden tone og stil end kollegaen.
I en pressemeddelelse beskrives Scherfigs serie som »en stor samtidsfortælling om livet på et moderne, dansk supersygehus, som er en verden og institution, vi alle kommer i kontakt med på et eller andet tidspunkt i vores liv«.
»Serien følger en gruppe ansatte, blandt andre hovedkarakteren Ella, der er ledende jordemoder og spilles af Sofie Gråbøl. Sammen med sine nærmeste kolleger møder og hjælper hun hver dag en generation af fødende og deres pårørende. Alle, der kommer igennem afdelingen, gennemlever afgørende øjeblikke i deres liv og går forandrede derfra«.
Med offentliggørelsen må man sige, at TV 2 er lykkedes med at kapre nogle af de helt tunge folk i dansk film til deres kommende seriesatsninger. Oscar-vinder Thomas Vinterberg arbejder for tiden på en fremtidsserie for kanalen.
‘Klumpfisken’-instruktør Søren Balle skal være konceptuerende instruktør på Lone Scherfigs serie, mens også Ole Christian Madsen og Scherfig selv skal instruere afsnit.
Premieren bliver i løbet af 2022.