Samuel L. Jackson har et prangende cv, fra sit hyppige samarbejde med Tarantino til sin faste Marvel-gig, fra ‘Star Wars’ til ‘Unbreakable’. Men hans personlige filmfavoritter fra karrieren vil sandsynligvis komme bag på mange.
I et nyt interview med Stephen Colbert fremhæver den 72-årige skuespiller, hvilke fem film fra karrieren han selv holder mest af.
Og mens de færreste andre nok ville lave en Samuel L. Jackson-topliste uden ‘Pulp Fiction’, er det en anden Tarantino-film, der klemmer sig ind i hans egen top 5: Den ofte underkendte ‘Jackie Brown’, hvor Jackson spiller en aldeles slesk narkohandler.
På top 5 er også to roller i de store 90’er-film ‘A Time to Kill’, hvor han spiller en mand, der hævner sin datter, og milepælsactionfilmen ‘The Long Kiss Goodnight’, hvor han havde fremragende kemi med Geena Davis.
Dertil kommer to i dag mindre kendte film: Den franske multiplotfilm ‘The Red Violin’ og ‘187’, hvor han spiller en lærer, der blev stukket ned af en elev og nu i sit nye job står over for en beslægtet truende situation.
Man kan bemærke, at alle fem film blev lavet i 90’erne, som skuespilleren altså må se som sin absolutte storhedstid!
I interviewet med Colbert fremhæver Samuel L. Jackson også sine yndlingsfilm, som han ikke selv er med i: ‘The Raid’, ‘The Godfather’, ‘Hard Boiled’, ‘Hoodlums’ og ‘The Berlin File’.
Og så nævner han to serier, han har binget op til flere gange under et års karantæne i sit hjem: ‘ZeroZeroZero’, blandt andet instrueret af danske Janus Metz, og ‘Gangs of London’.