Rasmus Bjerg forener sine komiske og seriøse talenter i Thomas Daneskovs ventede danske film ‘Vildmænd’, som netop har fået sin første teaser.
Bjerg spiller Martin, der har sagt farvel til familien for at leve det frie liv i den naturskønne norske natur – og i traileren ser vi, hvordan han iført pels og bue og pil som en anden Leonardo DiCaprio i ‘The Revenant’ jager sit bytte. Indtil han ender i et supermarked i stedet …
Filmen har netop fået verdenspremiere på den prestigefulde Tribeca Film Festival, hvor flere store amerikanske medier allerede har haft roserne fremme.
»’Vildmænd’ rammer med samme kræft og præcision som en pil, skudt afsted fra Martins hjemmelavede bue«, lyder det fra The Playlists anmelder, som bliver bakket op af Screen Dailys ditto:
»En morsom midtvejskrisekomedie om en kasteret ægtemand, der rejser ud i skoven for at genfinde sin manddom«.
Plottet i ‘Vildmænd’ sætter for alvor i gang, da Martin støder ind i en blødende småkriminel på afveje, spillet af Zaki Youssef.
Det er Thomas Daneskovs anden spillefilm efter no budget-filmen ‘Eliten’. Tidligere har han også lavet DR-serien ‘Joe Tech’.
‘Vildmænd’ får dansk premiere 28. oktober.