Når Cannes Film Festival løber af stablen i juli, er det med kun fire kvinder i hovedkonkurrencen. En af dem er Mia Hansen-Løve, den franske instruktør med det dansk klingende navn, der stammer fra hendes danske farfar.
Hun er aktuel med det ventede drama ‘Bergman Island’, der netop har fået sin første trailer. Filmen udspiller sig på den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergmans ø, Farö, hvor et filmskaberpar, spillet af Vicky Krieps (‘Phantom Thread’) og Tim Roth (‘Pulp Fiction’), kommer for at arbejde på deres næste manuskripter. Langsomt begynder grænserne mellem virkelighed og fiktion at smelte sammen, mens deres ægteskab sættes på en prøve.
På rollelisten finder man også Mia Wasikowska og norske Anders Danielsen Lie – en firkløver, der markerer Hansen-Løves mest stjernespækkede cast hidtil.
Filmen skulle angiveligt være en personlig film for instruktøren, der selv har besøgt Bergmans ø flere gange årligt siden 2014. Det er da også oplagt at læse den som en kommentar til hendes eget ægteskab med den franske filmskaber Olivier Assayas (‘Personal Shopper’, ‘Clouds of Sils Maria’).
Cannes Film Festival finder sted fra 6.-17. juli. Det franske filmmekka blev aflyst sidste år, hvor film som ‘Druk’ og det kommende danske Oscar-håb ‘Flugt’ dog modtog de prestigefyldte Cannes-stempler.
Det vides endnu ikke, om ‘Bergman Island’ får dansk premiere.