Dokumentar om den afdøde stjernekok Anthony Bourdain møder kritik for at manipulere hans stemme med AI

Dokumentar om den afdøde stjernekok Anthony Bourdain møder kritik for at manipulere hans stemme med AI
Anthony Bourdain i Morgan Nevilles 'Roadrunner'. (Foto: PR)

Dokumentarfilmen ‘Roadrunner’ om afdøde Anthony Bourdain er en af årets mest ventede. Den har allerede fået strålende anmeldelser og en rørende trailer, men i kølvandet på et interview med filmens instruktør, Morgan Neville, i The New Yorker, er filmen blevet ramt af et backlash.

Neville afslører nemlig, at han har brugt kunstig intelligens til at manipulere Bourdains stemme, så stjernekokken i filmen siger tre replikker, han aldrig har udtalt.

Et af eksemplerne er, at han læser en mail op, som han skrev til kunstneren David Choe. Men problemet er ifølge kritikere, at Bourdain aldrig har sagt ordene højt i virkeligheden, og at Neville derfor er på etisk-usikker grund med sit AI-eksperiment. For hvor går grænsen for, hvilke manipulationer man så kan begå mod virkeligheden?

Filmkritikeren Sean Burns skriver blandt andet på Twitter: »Da jeg skrev min anmeldelse, var jeg ikke klar over, at filmskaberne havde brugt AI til at deepfake Bourdains stemme. […] Jeg føler, at dette siger alt, man har behov for at vide, om folkene bag projektets etik«.

Morgan Neville, der tidligere har stået bag dokumentarer som ‘Won’t You Be My Neighbour’ og ‘Best of Enemies’, afviser dog kritikken. Han mener ikke, at han har udvist dårlig etisk dømmekraft:

»Jeg lagde ikke ord i munden på ham (Bourdain, red.). Jeg forsøgte blot at få dem til at komme til live«, siger Neville til Variety.

Han siger desuden: »Hvis du ser filmen, vil du sandsynligvis ikke vide, hvilke andre replikker der stammer fra AI’en. Og det kommer du heller ikke til«.

Neville har desuden udtalt, at beslutningen blev truffet efter godkendelse fra Bourdains bo, men det afkræfter stjernekokkens ekskone, Ottavia Bourdain. Hun skriver på Twitter:

»Det var bestemt ikke mig, der sagde, at Tony ville have været cool med beslutningen«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af