Henry Cavill har længe været rygtedes som et godt bud på en ny Bond. Det er dog forblevet på rygtebasis, og nu får den britiske stjerne så i stedet sin helt egen spionfranchise at boltre sig i.
Cavill skal nemlig spille hovedrollen i Matthew Vaughns spionfilm ‘Argylle’, der efter planen skal kickstarte et helt nyt spionunivers, som ifølge instruktøren selv kan sammenlignes med Ian Flemings James Bond-univers.
Filmen, der går i optagelse til august, er baseret på Ellie Conways roman af samme navn, som først udkommer næste år, men allerede udråbes til at være i samme liga som Flemings ikoniske værk.
I en pressemeddelelse udtaler Vaughn: »Da jeg læste en tidlig udgave af manuskriptet, følte jeg, at det var den mest utrolige og originale spionfranchise siden Ian Flemings bøger fra 1950’erne. Den kommer til at genopfinde spiongenren«.
Det er store ord fra instruktøren, der tidligere har stået bag ‘Kingsman’-filmene, ‘Kick-ass’ og ‘X-Men: First Class’. Men den stjernespækkede rolleliste lover godt i forhold til at indfri de høje ambitioner:
Cavill får følgeskab af blandt andre Samuel L. Jackson, Sam Rockwell, Bryce Dallas Howard, Bryan Cranston, Catherine O’Hara (‘Schitt’s Creek’) og John Cena.
Dua Lipa medvirker desuden i sin første filmrolle, mens hun også skriver titelsangen til filmen.
Plotdetaljerne er stadig hemmeligholdt, men vi ved, at Cavill skal spille titlens globetrotter-spion, som i bedste Bond-stil rejser rundt mellem eksotiske destinationer for at redde verden.