Der sker ting og sager i staldene derude.
I det kommende drama ‘Pig’ kæmper Nicolas Cage for at redde sin kidnappede trøffelgris, og i islandske ‘Lamb’ får et barnløst par (spillet af Noomi Rapace og Hilmir Snær Guðnason) sig en gedigen overraskelse, da et af deres får går i fødsel.
‘Lamb’ er den første film fra den islandske instruktør Valdimar Jóhannsson, som også har skrevet manuskriptet sammen med den islandske poet Sjón.
Filmen blev vist udenfor konkurrence på Cannes-festivalen for et par uger siden, hvor reaktionerne var positive – dog med tryk på, at filmen er noget af det mest syrede længe set.
Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen udråbte selv ‘Lamb’ til en af de 10 bedste film, han så på festivalen, og kaldte den »sød, men også dybt forstyrrende«.
Det toneangivende indiefilmstudie A24 har ikke været sene til at opsnappe ‘Lamb’, der rulles ud som en kuriøs sidevogn til studiets tidligere gysersucceser ‘Hereditary’ og ‘The VVitch’.
Der er endnu ikke sat en dansk premieredato, men det kan kun være et spørgsmål om tid.