Der var ingen storfavorit, der tronede op over alle andre i feltet på årets Cannes Film Festival, men til gengæld hele seks-otte film, som sagtens kunne være værdige vindere.
I sidste ende uddelte Spike Lees jury dog her til aften filmkunstens vigtigste pris, Guldpalmen, til Julia Ducournaus ‘Titane’, som jeg ved verdenspremieren beskrev som en af de mest sindssyge film, jeg nogensinde har set.
Der var ikke mange, der havde forudset, at en så polariserende film ville kunne gå hele vejen til Guldpalmen, men i al ubeskedenhed var den mit gæt i min forudsigelsesartikel baseret på primære to forhold:
Det var den uden sammenligning mest radikale, mest opsigtsvækkende film i hovedkonkurrencen – den eneste, hvor man virkelig følte, at man blev taget steder hen, man ikke havde set før. Den konstituerede et distinkt, mindeværdigt valg for en jury, der bestod af flere radikale filmskabere i en tid, der kalder på mere radikale udsagn end den sikre hæder af etablerede (mandlige) instruktører, som man lidt for ofte har set på festivalen.
Hvilket fører mig til det andet punkt: Det har uden tvivl også fristet juryen at give Guldpalmen til en kvinde for blot anden (!) gang i historien. I 1993 vandt Jane Campion for ‘The Piano’ – dog delt med en anden film (af en mandlig instruktør).
På alle måder var ‘Titane’ et befriende og modigt valg af den slags, som Cannes-festivalen selv – der gerne vil forbindes med den grænsebrydende filmkunst – gerne vil associeres med.
Også en anden film, der delte vandene blandt kritikerne, gik hjem med en af de store priser: Den franske veteran ‘Leos Carax’ for bedste instruktør af den alternative musical ‘Annette’.
Breakout-stjernen Renate Reinsve vandt helt fortjent den kvindelige skuespilpris for sin rolle som flakkende ung kvinde i Joachim Triers ‘Verdens værste menneske’
Caleb Landry Jones vandt den mandlige skuespilpris for sin rolle som massemorder i Justin Kurzels australske ‘Nitram’.
Det peger på en noget ubeslutsom jury, at både Grand Prix og Juryens Pris – anden- og tredjepræmien blev delt mellem to film.
Årets mest markante forbigåelse må være Sean Bakers fremragende ‘Red Rocket’ om en falleret pornostjerne.
Her er alle årets vindere:
Guldpalmen for bedste film: ‘Titane’ (Julia Ducournau)
Grand Prix (andenpræmien): ‘A Hero’ (Asghar Farhadi) og ‘Hytti No. 6’ (Juho Kuosmanen)
Juryens pris (tredjepræmien): ‘Ha’berech’ (Nadav Lapid) og ‘Memoria’ (Apichatpong Weerasethakul)
Bedste instruktør: Leos Carax, ‘Annette’
Bedste manuskript: ‘Drive My Car’ (Hamaguchi Ryusuke og Takamasa Oe)
Guldpalmen for bedste kvindelige skuespiller: Renate Reinsve, ‘Verdens værste menneske’
Guldpalmen for bedste mandlige skuespiller: Caleb Landry Jones, ‘Nitram’
Camera d’or (bedste debut): ‘Murina’ (Antoneta Alamat)
Guldpalmen for bedste kortfilm: ‘All the Crowds in the World’
Æresguldpalme: Marco Bellocchio og Jodie Foster