1. Manden bag ’The Florida Project’ gør det igen
Er der én filmskaber, som får os til at føle umulig sympati med karakterer, der gør sig meget lidt fortjent til det, er det amerikanske Sean Baker. I ’Tangerine’ var det hustlende prostituerede i Los Angeles, i ’The Florida Project’ en håbløs-overgearet white trash-mor i Florida, og i hans nye film ’Red Rocket’ er det en falleret pornostjerne, Mikey, der vender hjem fra Los Angeles til en lille flække i Texas, hvor han ellers har brændt alle broer.
Vi har ingen som helst grund til at bryde os om Mickey. Han har meget svært ved at overbevise os om, at han er kommet hjem til sin hustru (og tidligere pornomedstjerne) og dennes mor, bare fordi han er blevet et bedre menneske, og han begynder hurtigt at flirte med en kåd og køn 17-årig pige i den lokale donut-butik.
Mickey er en afvasket fuckup, og alligevel kan man godt lide ham. Det skyldes ikke mindst den overraskende casting af Simon Rex, hvis største filmroller indtil nu er ’Scary Movie’ 3 og 5, mens han har haft en meget moderat rappersucces som Dirt Nasty. På et tidspunkt, hvor man nok tænkte, at det kun ville gå nedad bakke for Rex, har Baker givet ham sit livs rolle – og han har grebet chancen.
Han er charmerende, men også på en måde, hvor man nemt gennemskuer hans motiver, og det er måske netop det, der gør, at man kommer til at ønske ham det bedste trods alt.
Hvor Sean Baker, der opererer i sin vanlige blanding af sollysbadede billeder og jordbunden naturalisme, i ’Tangerine’ og ’The Florida Project’ var fuldt og helt på hovedkarakterernes side, er der dog i sidste ende andre modhager i ’Red Rocket’.
I baggrunden kører Donald Trump vs. Hillary Clinton-valgkampen på tv, og filmen foregår tydeligt i det mindre bemidlede yderkants-USA, som var Trumps hjerteland. De almindelige texanere skildrer Baker empatisk uden at udstille dem, men på dristig vis er det i stedet Mickey, vores hovedkarakter, der afslører sig som en trumpiansk figur: Opportunistisk, selvisk, megaloman, ynkelig.
Uden at allegorien bliver for tyk eller forceret – Baker er sublim udi troværdige miljø- og karakterskildringer – bliver ’Red Rocket’ et stærkt billede på Trumps Amerika, så man både griner af satiren og græmmes over Mickeys værdier.
Til sammen står ’Tangerine’, ’The Florida Project’ og nu ’Red Rocket’ som et unikt, solidarisk og nuanceret portræt af USA’s randeksistenser og bagsiden af den amerikanske drøm.
2. En af de store filmskabere tilbage på hjemmebane
Asghar Farhadi er en af filmkunstens helt store nuværende instruktører. Han har begået mesterværker i hjemlandet Iran med først ’About Elly’ og siden gennembruddet ’Nader & Simin – en separation’, som vandt en Oscar, og siden vandt han også en guldstatuette for ’The Salesman’.
Man kan indvende, at hans elegante historier om subtile moralske syndefald er blevet mere og mere konstruerede med årene. Hans seneste, den spansksprogede ’Alle ved det’, var på grænsen af soap.
Men nu er Farhadi tilbage på hjemmebane. På alle måder. Tilbage i Iran, hvor han allerbedst kan kombinere den dybe forståelse for landets kulturelle koder med almenmenneskelige fortællinger om små beslutninger, der får store konsekvenser.
I ’A Hero’ bliver den fraskilte mand Rahim prøveløsladt for en fængselsdom på grund af en gæld, han ikke kunne betale. Da han kommer ud, finder hans hemmelige kæreste en taske med penge. Rahim overvejer at bruge pengene til at indfri noget af sin gæld, men beslutter sig for i stedet at finde taskens ejer.
Denne lille godhjertede gerning gør ham til en helt i lokalområdet. Han kommer på tv og i avisen. Udråbt til et symbol på ordentlig moral og forbilledlig menneskelighed.
Men den beskedne moralske handling får store konsekvenser. Rahim trækkes ind i et spin af misforståelser, hvide løgne og modsatrettede motiver. Han skubbes ud på dybt vand – og straffes derpå for de fejl, han begår, når han prøver at svømme derude.
Farhadi betræder måske ikke for alvor nye græsgange med sin nye film, men demonstrerer igen den evne til at udfolde komplekse handlingsforløb med naturlig enkelhed og suspense, som skabte ham hans gennembrud.
3. Sex, kærlighed og sex i Paris
En af fransk films store instruktører, Jacques Audiard (’Profeten’, ’Smagen af rust og ben’), har til sin nye film allieret sig med to interessante samarbejdspartnere: Adrian Tomine, hvis tegneserie ’Paris, 13th District’ er baseret på. Og ’Portræt af en kvinde i flammer’-instruktør Celine Sciamma, som har været med til at skrive manuskriptet.
Filmen er en florlet skildring af tre unge menneskers kærligheds- og sexliv i Paris. Émilie og Camille bliver roommates, hurtigt med benefits, mens Nora (Noémie Merlant fra netop ’Portræt af en kvinde i flammer’) fascineres af en live cam-pige, som hun selv er blevet forvekslet med.
Mange hernede har ladet sig forføre af den indtagende fortælling om en storbyungdom, hvor sex bliver til kærlighed til uvenskab og venskab igen, men jeg synes, Audiard primært betræder tematikker, man har set beskrevet skarpere og sjovere i et hav af amerikanske serier og indiefilm fra de seneste 10 år, fra ’Easy’ til Duplass-brødrenes filmarbejde.
Det er selvfølgelig anderledes at opleve fra et fransk perspektiv i småprætentiøse sorthvide billeder – men måske ikke helt anderledes nok.