Sidst på året er Lady Gaga tilbage i sin første filmrolle siden kæmpehittet ‘A Star Is Born’, og det bliver i selskab af en række prominente skuespillere. Vi får dem alle at se i den netop udgivne første trailer til Ridley Scotts ‘House of Gucci’.
Som titlen indikerer, er Gucci-familien omdrejningspunkt for fortællingen. Nærmere bestemt følger handlingen Patrizia Reggiani, som i 1998 blev idømt 29 års fængsel for at have arrangeret mordet på sin eksmand, Maurizio Gucci, der var barnebarn til modelegenden Guccio Gucci.
I den nye trailer ser vi Lady Gaga med glamourøse klæder og tydelig accent som hovedpersonen Patrizia Reggiano, mens Adam Driver spiller Maurizio Gucci. Også en stjerneparade bestående af Al Pacino, Jeremy Irons, Salma Hayek og Jared Leto lægger vejen forbi traileren. Her lægger man straks mærke til, at Leto i rollen som Paolo Gucci er blevet sminket i en sådan grad, at han næsten er uigenkendelig.
Roberto Bentivegna og Becky Johnstons (‘Syv år i Tibet’) manuskript er baseret på Sara Gay Fordens bog ‘The House of Gucci: A Sensational Story of Murder, Madness, Glamour, and Greed’. Virkelighedens Gucci-familie har ikke haft noget med filmproduktionen at gøre, hvilket medlemmer af familien tidligere har udtrykt både utilfredshed og bekymring over.
‘House of Gucci’ får biografpremiere 2. december. Se traileren herunder.