‘The French Dispatch’ havde kun lige fået premiere på filmfestivalen i Cannes, da Wes Anderson rejste til Spanien med hofskuespillerne Tilda Swinton, Bill Murray og Adrien Brody for at begynde optagelserne på en ny film.
Nu er det så kommet frem, at ingen ringere end Tom Hanks skal medvirke i filmen, der endnu ikke har fået en titel. Det markerer første gang, at Anderson slår pjalterne sammen med Hanks.
Ifølge The Hollywood Reporter vides det endnu ikke, hvor stor rollen kommer til at blive. Og med tanke på Andersons forkærlighed for små (og absurd stjernespækkede) antologier kunne man måske godt forestille sig en mindre rolle.
Handlingen i den kommende film er endnu hemmeligholdt. Tilda Swinton har dog udtalt, at selvom filmen bliver optaget i Spanien, så kommer landet ikke til at være omdrejningspunkt for filmen, som Frankrig ellers var det i ‘The French Dispatch’.
Mens vi venter på frugterne af Hanks og Andersons samarbejde, kan vi se frem til ‘The French Dispatch’ i de danske biografer 22. oktober.