Underkendt Netflix-guld. Inden for de seneste år er comedyverdenens gamle garde, deres upassende adfærd og grænseoverskridende jokes blevet detroniseret til fordel for nye genrebrydende, vigtige og alvorlige stemmer. Det er Hannah Gadsby og senest Bo Burnham, eksempler på.
Og så er der John Mulaney. Hverken banebrydende eller kontroversiel, dyb eller særlig tankevækkende.
Mulaney har en lang karriere som forfatter og gæsteskuespiller hos ’Saturday Night Live’ på cv’et, han lægger stemme til flere karakterer i den roste Netflix-serie ’Big Mouth’ om animerede hormonramte teenagere, og så er han en ofte brugt comedyforfatter til alt fra Golden Globes til diverse talkshows (plus en mindre, men også meget bemærkelsesværdig rolle: Stemmen bag Spider-ham i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’).
Men det er netop oftest i baggrunden, som stemme, idémager eller forfatter, at han optræder. Og alt for få uden for den dedikerede comedy-boble har set ham, som han står alene på store, smukke scener i sit stiveste puds i de to comedy shows ’The Comeback Kid’ og ’Kid Gorgeous at Radio City’, som begge kan ses på Netflix.
Og nu har jeg måske ikke solgt ham særlig godt. Men jeg er her for at overbevise dig om, at han på trods af – eller måske ligefrem på grund af – forskellene fra sine progressive kolleger er én, du bør bruge en smule af din sommerferie på.
Mesterlig historiefortæller
John Mulaneys comedy holder den virkelige verden ud i strakt arm og introducerer os i stedet for en række skæve karakterer og historier, der altid har en uventet helt og hovedperson.
Mest af alt er Mulaney nemlig historiefortæller med formidabel komisk timing og fysisk comedy, der vækker et stort persongalleri til live. Det gælder alle lige fra detective J.J. Bittenbinder (»go ahead and laugh, his name is ridiculous«) til Henry J. Finch IV, der har et særligt forhold til ænder, og newyorkerkvinden, der giver Mulaney livsrådet: »Eat ass, suck a dick and sell drugs«.
Især mødet med detective Bittenbinder glemmer man ikke foreløbigt. I ’Kid Gorgeous’ fremtryller komikeren den sadistiske Bittenbinder, barnemordseksperten, der hvert år besøgte Mulaneys barndomsskole for at forberede børnene på, hvad de skulle gøre, når de bliver kidnappet – ikke hvis, når.
»He looked like someone who should be driving a locomotive powered by confetti, but instead he made his living in murder«, forklarer Mulaney. Bittenbinders foredrag hedder »street smarts«, og her lærer syvårige Mulaney om pædofiles indøvede kidnapningsrutiner, og hvordan man forstyrrer dem – eksempelvis ved at plante et gram coke på dem og hive det frem med kommentaren: »What the fuck is this?«.
Det er sigende for hans comedy, at Bittenbinder fortælles fra et børneperspektiv. Ifølge Mulaney er et barn nemlig bare et menneske, som er meget lille, ikke har nogen penge og generelt bare er ret presset. Det er faktisk nærmest et af hans trademarks at fremmale livets absurditeter ved at se på verden fra et lillebitte menneskes synspunkt (et træk man kan se gå igen i ’Big Mouth’ og i hans Netflix-special ’John Mulaney og madpakkebanden’).
Det er i sig selv super sjovt hver eneste gang, men det er også med til at give Mulaneys comedy et meget blødt, ja nærmest empatisk præg: Han sparker altid opad, og har man for korte ben til at gøre det, så giver han en hånd.
Ninja Turtle-tilværelse
En hånd giver han til en lidt ældre, men stadig hårdt presset teenage-Mulaney i ’Kid Gorgeous’, da hans gamle college beder ham om en donation.
Det får ham til at reflektere over den tilværelse, han levede som studerende, som han opsummerer med ordene: »I lived like a goddamn Ninja Turtle, I didn’t drink water the entire time«. Derefter konstaterer han, at det da må være ulovligt at få en joggingtøj-klædt teenager til at betale 120.000 dollars for en uddannelse.
For nok sparker han opad – men han sparker også gerne til sig selv, sin katolske opvækst, sit trivielle liv, og hvordan han i stedet for at have børn har en fransk bulldog, som han kører rundt med i en barnevogn.
De få gange, Mulaney trækker den alvorlige virkelighed en smule ind i sit univers, ser vi det stadig gennem hans forvrængede linse. Sådan er det, når vi i ’The Comeback Kid’ oplever et møde med Bill Clinton gennem 10-årige Mulaney, som er sin mors redskab til at bane sig vej frem til politikeren. Og også i ’Kid Gorgeous’, hvor en vis amerikansk præsidentperiode opsummeres af fortællingen om en hest på fri fod på et hospital.
Sådan formår Mulaney at lave originale portrætter af to markante politiske skikkelser, man næsten skulle tro, der ikke var noget nyt at sige om.
Og det er lige, hvad John Mulaney er: Original. For uden at bryde med comedygenrens konventioner, uden at være provokerende eller synderligt politisk, er Mulaneys verden og den comedy, der udspiller sig i den, ikke som nogen andres.
’The Comeback Kid’ og ’Kid Gorgeous at Radio City’ kan begge ses på Netflix.