Endnu en dag, endnu en filmidé fra Quentin Tarantino.
Den amerikanske stjerneinstruktør, der som bekendt har tænkt sig at lægge instruktørgerningen på hylden efter sin næste film, er i fuld gang med sin presseturné på hans bogversion af ‘Once Upon a Time in Hollywood’. Og selvfølgelig går en del af hans interviews med at pitche nye filmidéer, som sandsynligvis aldrig bliver til noget.
I podcasten The Big Picture afslørede han således for nyligt sin idé til en »stensikker« god film (via /Film). Og den indebærer en ny fortolkning af bogen ‘First Blood’, der dannede forlæg for den første film med Sylvester Stallone som Rambo. Men i Tarantinos version skulle det altså være Adam Driver, der spillede den ikoniske Vietnamveteran.
»Da David O. Russell talte om at instruere ‘The Fighter’, satte han sig udover sig selv og tanken om at være en auteur. Han ville bare gerne lave en god film, som folk kunne nyde. Det var virkelig forfriskende at høre ham sige det. Hvis jeg bare ville lave en god film, som jeg ved, ville blive god, så ville jeg tage David Morrells roman ‘First Blood’, og filmatisere den. Ikke filmen, der blev lavet på baggrund af ‘First Blood’. Jeg ville tage fat i romanen«.
Tarantino fortsætter: »Kurt Russell skulle spille sheriffen og Adam Driver skulle spille Rambo. Hver gang jeg læser bogen, er dialogen så fantastisk, at man læser den højt. Det ville blive så godt. Men lige nu vil jeg gerne lave mere end dét. Men hvis det bare handlede om at lave en god film, så kunne dette være en idé«.
Den verdensberømte instruktør lader altså til at ville slutte sin karriere med en klassisk Tarantino-skæring, der passer ind i oeuvret af voldstunge og til tider kontrafaktiske hævnhistorier, fremfor en fortolkning af et eksisterende forlæg.
Han har tidligere fortalt, at han overvejede at genindspille sin gennembrudsfilm, ‘Reservoir Dogs’ – en idé han siden er gået væk fra. Han har også delt sin idé til en tredje ‘Kill Bill’-film.