Tom Hardys ‘Venom’ blev ikke just mødt med anmelderroser, da den udkom i 2018, men publikum tog godt imod den nye antihelts indtog på superheltescenen med en global omsætning på over 800 millioner dollars.
Hardy har brugt en rum tid de efterfølgende tre år på at finde den rette historie til opfølgeren, ‘Venom: Let There Be Carnage’, der introducerer Woody Harrelson som superskurken Carnage.
I den nye trailer, som giver en gedigen forsmag på filmens actionscener, ser vi, hvordan seriemorderen Cletus Kasady, spillet af Harrelson, bliver vært for symbioten Carnage, da han bider Hardys Eddie Brock i hånden. Pludselig er der ragnarok i den mørke storby.
Udover Hardy og Harrelson vender også Michelle Williams tilbage til sin rolle som Brocks ekskæreste. Og så gør Naomie Harris (‘Moonlight’) indtog som Shriek, Carnages love interest.
Denne gang er det motion capture-geniet Andy Serkis, der instruerer løjerne. Sidst han sad i instruktørstolen var med den mørke junglebog-filmatisering ‘Mowgli’ fra 2018. Den første ‘Venom’-films manuskriptforfatter, Kelly Marcel, gentager bedriften i den nye superskurkefilm, og hun får altså selskab af Hardy, der har sin første manuskriptkreditering nogensinde.
‘Venom: Let There Be Carnage’ får dansk premiere 21. oktober.